Vær med hjemmefra, når Ida Kirstine Jensen – klinisk diætist og cand.scient. i klinisk ernæring – holder oplæg om ernæring målrettet mennesker med lungesygdom. Med afsæt i de syv officielle kostråd fra 2022 gennemgår hun, hvordan kosten kan understøtte sundhed, energi og livskvalitet, når man lever med en lungesygdom.
I oplægget inddrages den nyeste viden inden for klinisk ernæring, og der gives konkrete råd til både overvægt og undervægt – problemstillinger, som mange med lungesygdom kan opleve.
Der sættes fokus på, hvordan man kan sammensætte måltider, der passer til nedsat appetit, træthed og øget energibehov, samt hvordan energirig kost kan være en hjælp ved utilsigtet vægttab. Derudover berøres kost til småt spisende, og Ida Kirstine giver praktiske anbefalinger til, hvordan man kan få mest mulig energi og næring i mindre portioner. Oplægget har fokus på realistiske løsninger og små justeringer, der kan gøre en forskel i hverdagen.
Oplægget henvender sig både til personer med lungesygdom og deres pårørende og kombinerer faglig viden med konkrete redskaber, der er lette at omsætte i praksis.
I slutningen af oplægget er der sat tid af til spørgsmål
Teknik: Den bedste lydoplevelse opnås via computer eller ved brug af høretelefoner.
Christina Grøndal Hansen
cgh@lunge.dk
Tlf. 2894 0185
31-03-2026 kl. 10:00 til 11:00
Online