Netværk for pårørende – før og efter lungetransplantation
Er du pårørende til en person, der står over for en lungetransplantation, er på venteliste eller allerede er blevet transplanteret? Så er dette online netværk til dig.
At være pårørende til en lungetransplanteret kan være forbundet med lang ventetid, usikkerhed, stort ansvar og mange følelser. Mange pårørende oplever, at der mangler tilbud, hvor deres egne tanker, bekymringer og oplevelser er i centrum – både før, under og efter transplantationen. Dette netværk er skabt netop for at give plads til pårørendes perspektiv.
Netværket er etableret af to frivillige pårørende til lungetransplanterede – Dorthe og Louise. Dorthe er pårørende til sin mand, der blev lungetransplanteret i efteråret 2024, og har sammen med Louise været med til at starte netværket op på baggrund af egne erfaringer. De har begge savnet et netværk og et trygt rum for pårørende, hvor man kan dele tanker, oplevelser og følelser med andre i samme situation og hvor der også er mulighed for både at dele og støtte i det, der rører sig som pårørende.
Vi har nu sammen skabt et landsdækkende online fællesskab, hvor pårørende kan mødes, udveksle erfaringer og støtte hinanden. Netværket er et trygt og fortroligt fællesskab, hvor der er plads til ærlighed – også når det er svært. Her kan du møde genkendelse, mindske følelsen af ensomhed og opleve, at du ikke står alene i det, der kan opleves som en belastende livssituation.
Netværket har fokus på trivsel, fællesskab og erfaringsudveksling. Det foregår online, så du kan deltage hjemmefra uanset hvor i landet du bor. Netværket er for dig, der er pårørende til en lungetransplanteret – uanset om transplantationen ligger foran jer, er i gang eller allerede er gennemført.
Du er meget velkommen til at deltage og blive en del af et fællesskab, hvor erfaringer deles, og hvor der er plads til både håb, tvivl og alt det midt imellem. Netværket mødes – online – sidste tirsdag i måneden kl. 19.15–20.15.
Første gang vi mødes er tirsdag den 31. marts kl. 19.15–20.15.
Her vil Dorthe og Louise præsentere sig og dele deres fortælling med dig. Måske genkender du deres oplevelser og har lyst til at dele det, der fylder for dig.
Christina G. Hansen
cgh@lunge.dk
tlf. 2894 0185
31-03-2026 kl. 19:15 til 20:15
Bliv medlem allerede i dag og få adgang til arrangementet. Vidste du? At som medlem af Lungeforeningen får du adgang til rådgivning, træningshold (både fysisk og online), lungefaglige oplæg, lungekor, medlemsmagasinet Lungenyt og meget mere.
Bliv medlem