×
×

Gode råd ved astma

Det er meget forskelligt, hvordan astma påvirker din hverdag.

Vi har samlet et par gode råd, som kan hjælpe dig uanset, hvor meget du mærker til din astma til dagligt.

 
Sådan undgår du forværring af din astma
Når du har astma, kan du gøre flere ting selv for at undgå, at astmaen udvikler sig, ikke mindst:
  1. Pas din behandling – altid
  2. Bevæg dig
  3. Tab dig (hvis du er overvægtig)
  4. Undgå røg
  5. Undgå det, der forværrer din astma

 

Step 1: Pas din behandling – altid 
Når du har astma, er det vigtigt, at du altid følger din behandling. Det er behandlingen, der holder betændelsen i dine luftveje nede, så du kan leve det liv, du ønsker, uden at være generet af astma. 

Tager du daglig, forebyggende medicin, skal du selv i gode perioder fortsætte med at tage medicinen. For det er medicinen, der er skyld i, at du har en god periode. Stopper du med din behandling, risikerer du, at betændelsen i dine luftveje udvikler sig, og du får sværere ved at leve det liv, du ønsker. 

Oplever du stadig pibende/hvæsende vejrtrækning, vågner om natten af hoste, eller hiver ofte efter vejret, er det tegn på, at du ikke har kontrol over din astma. Undgå, at det bliver ved eller bliver værre ved at gå til lægen og få undersøgt, om du bør justere din behandling.

Uanset, hvordan du har det med din astma, skal du altid gå til årskontrol hos din læge eller lungespecialist. Bestil tiden, når du er hos lægen, så du ikke glemmer det.  Nogle gange kan betændelsen være i udvikling, uden du kan mærke det. Så det er ikke nok at få recepten igen og igen uden at gå til kontrol. 

 

Step 2: Bevæg dig 
Alle lunger har godt af at blive brugt – også dine. Du kan sagtens dyrke sport, selvom du har astma – især hvis din astma er velbehandlet. Så kan du deltage i fysisk aktivitet uden at blive mere forpustet end dine jævnaldrende. Altså hvis kondien er ok. Det er ikke farligt at dyrke motion, tværtimod styrker aktiviteten dit hjerte og dine lunger og deres evne til at samarbejde. Motion kan på sigt være med til at mindske den betændelse, du har i luftvejene, når du har astma.  

Er du bange for at få et astmaanfald, når du motionerer? Det sker som regel kun, hvis du ikke får tilstrækkelig behandling. Mærker du, at du får sværere ved at trække vejret, når du er aktiv, så brug din anfaldsmedicin til at få kontrol over symptomerne. Tal med din læge, hvis du ofte får svært ved at trække vejret, når du får pulsen op. Det kan skyldes, at den behandling, du får, ikke er tilstrækkelig. 

Vær opmærksom på, at kold luft kan aktivere din astma. Motionerer du udenfor, er det muligt, at du vil kunne mærke en forskel i, hvordan dine lunger reagerer, når vejret ændrer sig, typisk i efteråret. Mærker du en forandring, så brug din anfaldsmedicin. Og samtidig bør du tale med din læge om evt. (midlertidig) justering af din behandling. 

Se træningsvideoer for nybegyndere og øvede

 

Step 3: Tab dig! 
Har du for meget fedt på kroppen, kan selv et lille vægttab forbedre din astma. Overvægt forværrer nemlig astma. Det skyldes, at den kroniske irritation i kroppen, som alle med overvægt har, spreder sig til lungerne, som så også bliver irriteret. 
 
Måske derfor er overvægtige folk med astma som regel hårdere ramt af astma end normalvægtige personer. Studier viser, at overvægtige typisk har brug for mere medicin, og at de ikke har lige så god effekt af behandlingen. De har også flere sygedage pga. astmaen. Til gengæld kan de mindske både symptomer og medicinforbrug ved at tabe sig. Nogle kan endda slippe helt af med astma med et vægttab. 
 
Når du taber dig, får du derfor dobbelt gevinst: 
  • Du får både mindre fedt på kroppen
  • Du får bedre kontrol over din astma 
Du behøver ikke at kaste dig ud i en vanvidskur. Et vægttab på blot 5-10 pct. af din kropsvægt gør en markant forskel.
 
Se, hvordan du kan tabe dig.
 

Step 4: Undgå røg  
Rygning skader generelt dit helbred. Når du har astma, skader rygning endnu mere – og det uanset, om du selv ryger, eller du er udsat for passiv rygning. Den irritation, som rygning giver, forstærker nemlig den astmatiske betændelse i luftvejene. Det forværrer astmaen markant og gør det sværere at behandle sygdommen og få astmakontrol.

Hvis du ryger, øger du risikoen for, at din astma udvikler sig til kronisk nedsat lungefunktion, dvs. permanent dårlig lungefunktion. . Derfor bør du undgå røg i videst muligt omfang. Det styrker dit helbred og sparer dig for en masse penge.

hjælp til rygestop – kontakt Lungeforeningens rådgivning

 

Step 5: Undgå det, der forværrer din astma
Når du har astma, kan der være flere ting i din hverdag, der kan forværre astmaen – især hvis du også er allergisk. Det drejer sig især om små partikler, der kommer ned i lungerne, når du trækker vejret. Så vidt muligt bør du undgå disse ting, hvis du har oplevet, at du reagerer på dem. Det gælder bl.a. følgende: 
  • Pollen
  • Støv 
  • Dyrehår
  • Sauna 
  • Stærke (parfume) dufte
  • Røg, dampe og kold luft
  • Dårligt indeklima 
 
Pollen og husstøvmider er umuligt helt at undgå. Derfor kan det være nødvendigt at få behandling for dine allergier sideløbende med din astmabehandling. På den måde holder du betændelsen i din krop nede og undgår forværring. For hverken astma eller allergi går over af sig selv. 
 
Sundhedsfaglig redaktør: 
Charlotte Suppli Ulrik, professor, overlæge, dr.med., Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital
Sidst opdateret: 
Torsdag, oktober 21, 2021