×
×

Sådan styrer du uden om infektion


Sådan styrer du uden om infektion

Med disse syv enkle råd kan du mindske risikoen for at få en infektion i lungerne. Og hvis du alligevel bliver ramt, kan du hjælpe dig selv til en hurtig helbredelse.

 

 

  1. Gør dig stærk

    Måske kender du allerede rådene, og de er ekstra vigtige, når du skal holde infektioner fra døren:

    Bliv røgfri, undgå undervægt og undgå kraftig overvægt. Vær aktiv, helst med fysisk træning.

    Så er din krop så stærk som muligt, hvis den får brug for at bekæmpe en virus eller bakterie.
     

  2. Giv virus og bakterier modstand

    Virus og bakterier er overalt, og nogle af dem kan gøre dig meget ondt. Så gør det ikke let for dem! Ved at overholde almindelige hygiejneregler gør du det sværere for mikroorganismerne:

    Vask hænder, hav håndsprit med i byen og undgå trængsel, hvis du kan.

    Luft ud hver dag og undgå aircondition – lad bakterierne flyve ud af vinduet.

     

  3. Børst tænder

    Inhalationsmedicin kan svække slimhinderne i din mundhule, og dårlig tandhygiejne giver bakterier et sted at sidde på lur.

    Så børst tænder mindst to gange hver dag, og gerne lige efter du har benyttet inhalator.

    Få 5 gode råd til god mundhygiejne

    Lungeforeningens rådgivere kan hjælpe, hvis du har spørgsmål. Kontakt rådgivningen

     

  4. Tag imod vaccinen

    Hvert år, når bladene skifter farve, skal du tage imod din gratis influenzavaccine. Den kan spare dig for mange kvaler.

    En virus-infektion kan være grund til forværring af din lungefunktion, selvom du ikke får lungebetændelse.

    Tal også med din læge, om det er en god idé for dig at få en pneumokok-vaccine mod lungebetændelse.

     

  5. Søg læge

    Bliver du sløj med hoste og feber, skal du ikke vente med at søge læge.

    Når du har en lungesygdom, kan en infektion i lungerne hurtigt udvikle sig til en svær sygdom, så ring til lægen i dag – og ikke om et par dage.

    Få tips til at forberede dit lægebesøg

     

  6. Kæmp for at blive rask

    Når dine lunger er syge, er det skidt at ligge ned. Bakterierne har let ved at brede sig, og du har svært ved at hoste slim løs.

    Blot en uge i sengen svækker din muskulatur voldsomt. Så kæmp dig op at sidde – måske bare på sengekanten, for lidt har også ret.

    Vær lidt aktiv hver dag, også selvom du er meget træt.

    Brug en PEP-fløjte flere gange hver dag.

     

  7. Pårørende skal hjælpe uden at pylre

    Jo mere aktiv du er, jo bedre kan din krop bekæmpe infektionen i lungerne. Dine pårørende skal støtte dig – men uden at pylre.

    Bed pårørende gøre ting sammen med dig – gå en tur rundt i stuen, ud i haven, hen til hjørnet og tilbage igen.

    Det tager lang tid at komme over en lungebetændelse, så bid tænderne sammen og bliv ved med at udfordre dig selv lidt mere hver dag.

     

Sundhedsfaglig redaktør: 
Andreas Vestergaard Jensen, Læge og ph.d -stud., Nordsjællands Hospital og Lise Notander, klinisk sygeplejespecialist, Nordsjællands hospital