Ny abonnementsordning vil sikre, at patienter ikke skal undvære medicin sidst på måneden
Regeringen vil indføre en digital ordning, hvor danskere betaler et fast beløb hver måned og frit kan hente deres receptmedicin på alle landets apoteker. Det vil skabe større tryghed for eksempelvis lungepatienter med en stram økonomi.
Flere danskere med kroniske sygdomme undlader at hente deres receptpligtig medicin sidst på måneden, fordi økonomien ikke rækker. Det viser en analyse fra Alliancen mod Social Ulighed fra 2023.
Regeringen foreslår nu at afsætte 21,5 millioner kroner til en ny digital abonnementsordning for medicin. Det skal sikre, at patienter med høje medicinudgifter betaler et fast beløb hver måned, ligesom de kan hente deres medicin på et hvilket som helst apotek.
Med abonnementsordningen vil vi gøre det lettere for danskere med en stram økonomi at købe den medicin, de har brug for. Det vil give den enkelte større forudsigelighed og tryghed i hverdagen, siger indenrigs- og socialminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at Apotekerforeningen har bakket op om arbejdet, og at ordningen bygger på flere års efterspørgsel fra patientorganisationer.
Det betyder den nye ordning i praksis
Regeringen lægger op til, at abonnementsordningen skal erstatte den nuværende henstandsordning, hvor patienter i dag kan aftale en afdragsordning med deres lokale apotek.
- Du betaler det samme faste beløb hver måned, uanset hvor du er i tilskudsåret
- Du kan hente din tilskudsberettigede medicin på alle apoteker i hele landet
- Ordningen bliver digital, landsdækkende og mere brugervenlig end nuværende ordning
- Den maksimale årlige egenbetaling i 2026 er 4.850 kr. for både voksne og børn. Den nye ordning ændrer ikke loftet – men fordeler egenbetalingen jævnt over året i faste månedlige beløb.
Fast pris hver måned
Regeringen lægger op til, at den nye abonnementsordning skal erstatte den nuværende henstandsordning, hvor det er muligt at aftale afdrag med sit lokale apotek. Det åbner op for, at patienter kan hente deres receptpligtige medicin på alle apoteker i landet.
Derudover vil patienter skulle betale det samme faste beløb hver måned.
Den maksimale årlige egenbetaling i 2026 er 4.850 kroner for både voksne og børn, som i den nye ordning i så fald vil blive fordelt jævnt over året i faste månedlige beløb.
Et vigtigt løft for lungesyge
Lungeforeningen ser forslaget som et vigtigt skridt mod at give mennesker med kroniske lungesygdomme mere økonomisk tryghed.
Medicin er ikke noget, vores medlemmer kan vælge til eller fra. Når man lever med en kronisk lungesygdom, er man ofte afhængig af fast, livsnødvendig medicin for at kunne trække vejret. Derfor rammer det ekstra hårdt, når økonomien ikke rækker sidst på måneden, siger Lungeforeningens direktør Ann Leistiko og fortsætter:
En digital abonnementsordning vil skabe ro og forudsigelighed. For mange lungepatienter betyder det mindre bekymring, færre pauser i medicineringen og dermed en lavere risiko for forværringer. Vi ser det som et meget vigtigt initiativ, og vi håber, ordningen bliver vedtaget og rullet ud hurtigt.
Ordningen kan først træde i kraft, når politikerne har godkendt forslaget. Ifølge regeringen skal den finansieres via SSA-reserven, som Folketingets partier hvert år fordeler for at støtte særligt udsatte grupper.
Målet er, at patienter med høje, tilbagevendende medicinudgifter kan regne med deres økonomi – også sidst på måneden.
Guide: Det kan du gøre allerede i dag
Indtil den nye abonnementsordning træder i kraft, har du stadig mulighed for at få mere kontrol over dine medicinudgifter. Her får du en enkel guide.
En henstandsordning er en aftale mellem dig og dit apotek om, at egenbetalingen for tilskudsberettiget medicin betales i mindre rater over året i stedet for store engangsbeløb.
Sådan gør du:
- Du kontakter dit lokale apotek
- Bed om at indgå en henstandsordning med faste månedlige betalinger.
Apoteket kan hjælpe dig med at få et overblik over dit medicinforbrug og tilskud ved at udskrive:
- Hvornår dit tilskudsår startede
- Hvilke beløb der er registreret som tilskudsbetalinger
- Hvordan dit forbrug udvikler sig hen over året.
Det officielle Medicinkort på sundhed.dk viser:
- Alle dine recepter
- Hvilke recepter, der er indløst
- Om tilskud er korrekt registreret.
Apotekerforeningen og regeringen arbejder på at digitalisere henstandsordningen, så den bliver landsdækkende og fleksibel — og kan bruges på alle apoteker, uanset hvor du henter din medicin. Lungeforeningen følger udviklingen og melder ud, så snart der er nyt.
Kilde: apotekerforeningen.dk
Så meget kan du maksimalt komme til at betale for din medicin
- I dag er der et loft for, hvor meget man selv skal betale årligt for tilskudsberettiget apoteksmedicin
- I 2026 er egenbetalingsloftet 4.850 kr. for både voksne og børn
- Ordningen er skruet sådan sammen, at tilskudsåret begynder første gang, man køber tilskudsberettiget medicin, og slutter et år efter denne dato. Den følger altså ikke kalenderåret
- Man får ikke tilskud til medicin, før man har købt for mere end 1.110 kr. Og man er først berettiget til fuldt tilskud, når man har ramt loftet for egenbetaling.
- I løbet af et år vil tilskuddet altså blive højere og højere, jo mere tilskudsberettiget medicin man køber
- For at sikre at borgere med en et højt medicinforbrug og en stram økonomi har bedre råd til apoteksmedicin, har man i dag mulighed for at indgå en henstandsordning med sit lokale apotek. Ordningen giver mulighed for, at man kan dele sine betalinger op hen over årets 12 måneder.
Medicintilskud for voksne og børn
I Danmark beregnes medicintilskud automatisk, når du køber lægeordineret medicin på apoteket. Hvor meget du får i tilskud, afhænger af dit medicinforbrug over ét år (tilskudsperioden) — og der er forskellige regler afhængigt af, om du er under eller over 18 år.
Medicintilskudsgrænser for 2026 i Danmark
For voksne (18 år og derover):
- 0–1.135 kr.: 0 % tilskud
- 1.135–1.910 kr.: 50 % tilskud
- 1.910–4.155 kr.: 75 % tilskud
- Over 4.155 kr.: 85 % tilskud
- Over 22.596 kr. (før tilskud): 100 % tilskud
Det svarer til en egenbetaling på 4.850 kr. i 2026.
For børn (under 18 år):
- 0–1.135 kr.: 60 % tilskud
- 1.135–1.910 kr.: 60 % tilskud
- 1.910–4.155 kr.: 75 % tilskud
- Over 4.155 kr.: 85 % tilskud
- Over 27.653 kr. (før tilskud): 100 % tilskud
Det svarer til en egenbetaling på 4.850 kr. i 2026
Kilde: Lægemiddelstyrelsen
Analyse: Økonomien stopper mange i at hente livsvigtig medicin
Økonomi spiller en væsentlig rolle, når patienter ikke henter deres medicin. Det viser en analyse fra 2023, der bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som 1450 kronisk syge patienter har svaret på.
13 procent af de adspurgte svarede, at de i løbet af det seneste år har undladt at hente medicin til sig selv eller pårørende. Og af dem har 42 procent svaret, at det skyldtes, at de ikke havde råd.
Analysen er gennemført i regi af en arbejdsgruppe under Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed og består af 12 organisationer: 3F, Danmarks Apotekerforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Diabetesforeningen, Farmakonomforeningen, IGL, Kræftens Bekæmpelse, Lif, Lægeforeningen, PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen samt Ældre Sagen.