Torben Mogensen takker af: Her er Lungeforeningens nye formand
Efter syv år som formand for Lungeforeningen giver Torben Mogensen stafetten videre til Ejvind Frausing, der hidtil har været næstformand. Den nye formand har mere end 30 års erfaring fra det lungemedicinske speciale og ambitioner om at gøre Lungeforeningen endnu stærkere.
Lungeforeningen har fået ny formand. På foreningens generalforsamling blev Ejvind Frausing valgt som ny formand efter Torben Mogensen, der efter syv år på posten har besluttet at give stafetten videre.
Ejvind Frausing kommer fra posten som næstformand i Lungeforeningen og kender derfor foreningen indgående. Han har arbejdet og forsket i det lungemedicinske speciale i mere end 30 år og bliver den første formand for Lungeforeningen, der er uddannet inden for lungemedicin.
Direktør i Lungeforeningen Ann Leistiko takker Torben Mogensen for hans store indsats for lungesagen.
Torben har siden 2019 været en vigtig stemme, hvor han gennem alle årene har været med til at placere lungesagen i den offentlige bevidsthed. Under Corona-epidemien var han en af de mest markante stemmer, der hjalp danskerne med at forstå alvorligheden af sygdommen og håndteringen af den, siger Ann Leistiko og fortsætter:
Med sin lægefaglige baggrund og sit blik for både systemet og mennesket har Torben været med til at give lungesagen autoritet og retning, og han har haft en særlig evne til at gøre den forståelig, relevant og vigtig for andre.
Stolt af Lungeforeningens udvikling
Torben Mogensen blev formand for Lungeforeningen i 2019. Han fortæller selv, at han i sin tid sagde ja til posten, fordi han ønskede at bidrage til bedre forebyggelse, mere retfærdig prioritering af behandling og et stærkere fokus på rehabilitering og livet med kronisk lungesygdom.
Jeg er stolt af at efterlade en patientforening med stor professionalisme og fremdrift, og med kronikerpakken som punktum er det et helt rigtigt tidspunkt for mig at give formandskabet videre. Jeg er glad for at have fået for tilliden, for dialogen og for alle de gode møder undervejs. Man kan som formand kun udrette noget hvis man har aktive medlemmer, et godt og velfungerende sekretariat og dygtige bestyrelseskollegaer. Jeg har haft alle tre. Uden dem, ingen af de mange resultater for mennesker med lungesygdomme, siger han og fortæller, at der dog er en ting, han gerne havde nået.
Hvis jeg skal nævne en ting, jeg gerne ville have nået at lykkes med, så er det en større begrænsning af tobaksforbruget. Det er virkelig vigtigt, siger han.
Den ambition deler den nye formand, Ejvind Frausing, og han ser frem til at fortsætte arbejdet for mennesker med lungesygdomme og deres pårørende. Han peger på tab af livskvalitet og isolation som nogle af de største udfordringer for mennesker med lungesygdom.
Man går fra at være et udadvendt menneske til at blive begrænset i mange ting. Måske besøger man ikke længere sin familie af frygt for åndenød, eller man er bange for at blive smittet af børnebørnene. Tab af livskvalitet er nok en af de største udfordringer, når man får lungesygdom. Vi ved, at man har en overhyppighed af depression, fordi man bliver isoleret og ked af det, siger Ejvind Frausing.
Fællesskab, forebyggelse og politisk gennemslagskraft
Han ser en stærk patientforening som afgørende for både fællesskab, forebyggelse og politisk gennemslagskraft.
Det er en enorm vigtig opgave for en patientforening. At understøtte netværk i nærområdet, så folk ikke føler sig isoleret, og så man kan møde andre og snakke om, hvordan det er at have lungesygdom. Det handler om at komme ud og være glad sammen med andre mennesker. Komme ud at nyde livet og dyrke sociale aktiviteter som træning og sang, siger han.
Ann Leistiko ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med den nye formand.
Ejvind Frausing kommer fra posten som næstformand, kender foreningen indgående og har mere end 30 års erfaring fra det lungemedicinske speciale. Jeg glæder mig meget til at fortsætte samarbejdet. Jeg ved, at han er mere end klar til at fortsætte den gode udvikling i Lungeforeningen, siger hun.