Claus Hansen har KOL, og er en af de patienter, der hjælper fremtidens KOL-patienter ved at deltage i kliniske forsøg. Til gengæld har han fri adgang til den bedste specialistbehandling.

Claus Hansen har ind til videre været med i fire forsøg, og det er ikke noget, han har tænkt sig at stoppe med, fortæller han, da Lungeforeningen møder ham på Bispebjerg Hospital, hvor han netop har fået en indsprøjtning i forbindelse med det forsøg, han aktuelt deltager i.

Jeg er rigtig glad for at komme her på afdelingen. Fordi jeg er med i disse forsøg, har jeg en livline, for jeg kan altid kontakte afdelingen, og den tryghed betyder meget for mig, siger Claus, der har haft sin gang på Lungemedicinsk forskningsenhed siden 2021.

Claus har lidt af KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) i 10 år. Hans KOL er nogenlunde under kontrol, og i det store og hele kan han leve et forholdsvist normalt liv. Claus lod sig pensionere for tre år siden efter et langt arbejdsliv, hvor han havde været selvstændig købmand, øl-mand, flyttemand og buschauffør.

Han og hustruen har i mange år boet ved Skibby i Odsherred, hvor de havde mange kvadratmeter bolig og meget jord at passe, men flyttede for nogle år siden til Frederikssund til et mindre parcelhus, og det trives de med.

Sammen har de tre børn og otte børnebørn, som de bruger tid på at være noget for, ligesom de selv passer huset og haven.

Jeg kan godt lide at gå ture i området, hvor vi bor. Det kan jeg godt, men jeg kan altså ikke løbetræne, siger han med et skævt smil.

Meldte sig med det samme

Det var Claus svigerinde, som faldt over en annonce for et forsøg for mennesker med KOL på Næstved Sygehus, som hun mente var relevant for Claus.

– Det så spændende ud, så jeg ringede med det samme til Næstved Sygehus, men de var så flinke at fortælle mig, at jeg lige så godt kunne kontakte Lungemedicinsk forskningsenhed på Bispebjerg, så jeg slap for at køre så langt, fortæller han.

Claus kontaktede Lungemedicinsk forskningsenhed på Bispebjerg og kom med i et forsøg, hvor han skulle tage en pille hver dag. Han vidste ikke, om han var i den gruppe, der fik noget, der skulle virke, eller om han fik placebo, altså om han var i den gruppe, som ikke fik en pille med det virksomme stof.

Jeg oplevede en forbedring i den periode, så både læger og jeg selv var sikre på, at jeg fik den pille, som indeholdt noget, der skulle virke mod KOL. Men da
forsøget var slut, viste det sig, at jeg havde fået placebo, fortæller han.

Oplevelsen fik dog ikke Claus til at stoppe. Han har ikke oplevet nogen ubehagelige bivirkninger på noget tidspunkt, men han ved, at skulle det ske, kan han nemt og hurtigt kontakte afdelingen.

Det gør ham tryg, at han altid kan ringe til en specialist, og at han bliver fulgt så tæt.

Jeg har en livline til en specialist i min sygdom. Det er ikke, fordi min egen praktiserende læge er dårlig, men min praktiserende læge skal jo vide meget om meget.

På Lungemedicinsk forskningsenhed skal de vide en masse om lungesygdomme, og det er en stor gave at have specialiseret hjælp lige ved hånden.

Tror på et gennembrud

Claus kommer på afdelingen cirka en gang om måneden. Det svinger lidt fra forsøg til forsøg. Et besøg begynder med, at der bliver lavet en status på hans sygdom og hans helbred i øvrigt. Han får taget blodprøver, får lavet en lungefunktionsmåling (spirometri), får målt blodtryk og iltmætning – og får lavet et EKG af en sygeplejerske. Derpå bliver han undersøgt af en læge, som lytter til hjerte og lunger. Når alt dette er på plads, får han sin behandling.

Claus er sikker på, man inden længe vil blive meget bedre til at behandle KOL, ligesom man også har set det indenfor behandling af astma, hvor der er sket en
stor udvikling. Og inden for bronkitis, som Claus led af, da han var barn.

Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme som jeg. Jeg gør noget for fremtidens KOL-patienter, og det er jeg glad for at vide. Samtidig har jeg adgang til den allerbedste specialistbehandling. De behandlinger, som jeg er med til at teste, regner jeg ikke med kommer på markedet i min levetid. Der går 10-12 år før den slags behandlinger er godkendt. Så det er andre, der får glæde af min indsats, og det er ok.

Artiklen blev første gang bragt i Lungeforeningens medlemsmagasin Lungenyt i februar 2024.