Bliv Lungedagsarrangør

Sammen sætter vi fokus på lungesundhed

Vil du være med til at gøre en forskel for lungesundheden i Danmark? Sammen kan vi finde og hjælpe de danskere, som går rundt med en ubehandlet lungesygdom ved at tilbyde lungefunktionsmålinger til danskerne på den årlige Lungedag.

Formålet med Lungedag er at skabe opmærksomhed på symptomer på KOL og andre lungesygdomme. KOL opdages ofte sent grundet ingen alarm-symptomer, langsom udvikling, symptomer er lette af forveksle med ufarlige sygdomme eller normal alderssvækkelse. Målet er derfor at øge befolkningens opmærksomhed på de tre tidlige tegn på KOL og opfordre til at få målt deres lungefunktion og dermed tage de første skridt – og vi har brug for din hjælp.

Sæt kryds i kalenderen

Lungedag 2026 finder sted torsdag den 24. september, så reservér allerede nu dagen, hvis du vil være med til at sætte fokus på lungesundhed.

Tilmelding til Lungedag

Du kan tilmelde dig som arrangør på Lungedag 2026 fra medio februar og frem mod tilmeldingsfristen d. 14. august 2026.

Husk, at I kun skal tilmelde samme arrangement én gang. Så er I flere involveret, må I gerne koordinere, hvem der tilmelder sig som lungedagsarrangør.

Formål med Lungedag

Formålet med Lungedag er at få flere danskere til at blive opmærksomme på symptomer på lungesygdomme. Derfor ruller vi en oplysningskampagne ud på sociale medier og i pressen. Din indsats er afgørende for, at kampagnen kommer ud og gør en forskel der, hvor folk er. Når du er med til at arrangere et lokalt arrangement på Lungedag, giver du flere danskere muligheden for nemt at få målt deres lunger – tæt på hjemmet og uden besvær.

Hvem kan blive arrangør?

Alle, der har lyst til at sætte fokus på lungesundhed, kan være med. Uanset om du er sundhedsprofessionel, arbejder i en kommune, hospital, et apotek, er frivillig i en forening – eller blot brænder for at fremme sundhed i dit lokalområde – så kan du bidrage.

Det vigtigste er engagementet. Vi hjælper dig godt i gang.

Hvad kræver det?

At du arrangerer en aktivitet med fokus på lungesundhed på årets Lungedag. Lungeforeningen står klar til at støtte dig med materialer, faglig sparring og inspiration til, hvordan dagen kan planlægges.

Lungefunktionsmålinger er omdrejningspunktet for Lungedag. Alt for mange danskere går rundt med uopdaget lungesygdom. Ved at tilbyde lungefunktionsmålinger kan vi sætte fokus på symptomerne og sikre, at flere kan opdage deres lungesygdom i tide.

Hvis du selv har sundhedsfaglig baggrund, er det en stor hjælp, hvis du kan udføre lungefunktionsmålinger på dagen. Har du ikke selv mulighed for det, håber vi, du vil tage initiativ til at få det arrangeret – for eksempel ved at samarbejde med lokale sundhedsfaglige, som kan udføre målingerne.

Andre aktiviteter kan inkludere vejledning om kost, træning, sang, foredrag og rygestop for at hjælpe folk med at forbedre deres lungesundhed. De sidste par år har lungekorskoncerterne rundt om i landet været en stor succes. Det har været med til at tiltrække mange mennesker.

Lungedagen er en oplagt mulighed for at gøre en reel forskel og sætte fokus på vigtigheden af raske lunger. Vi glæder os til at have jer med på holdet.

Deltag i onlinemøde om Lungedag

Du har mulighed for at deltage i et online inspirationsmøde d. 9. april kl. 13-14, hvor du får konkret viden om, hvordan du kan planlægge og afholde et arrangement, og hvordan samarbejde mellem kommune, lokale aktører og netværk kan styrke indsatsen.

Du får også mulighed for at høre et par tidligere arrangører dele deres erfaringer og tips fra sidste års Lungedag. Mødet er gratis og uforpligtende, og alle interesserede er velkomne.

Tilmeld dig

Tilmelding til Lungedag

Tilmeld dig som arrangør for Lungedag i dit lokalområde (du kan tilmelde dig fra medio februar)

Deltag i onlinekursus: Lungefunktionsmåling

Kom på et onlinekursus, hvor du lærer, hvordan du udfører en lungefunktionsmåling.

Kurset er for dig, der er sundhedsfaglig og planlægger at lave lungefunktionsmålinger på Lungedag d. 24. september. 2026

Tilmeld dig

Sådan kan du tilrettelægge dagen

Når du har tilmeldt dig som lungedagsarrangør er der en række ting du/I kan gøre for at tilrettelægge dagen bedst muligt.

Først og fremmest er det vigtigt at brede budskabet om arrangementet ud til borgerne i lokalområdet. Det kan være via Facebook, lokalavisen, plakater og andre steder, hvor det kan give mening.

Der er flere modeller for organisering på dagen:

  • Er I få til at afvikle dagen, er det en god ide at lave en kø-ordning.
  • Er I flere til at afvikle dagen, kan én af jer for eksempel stå for at tage imod borgerne og sørge for, at de kommer ind til test i den rigtige rækkefølge.
  • Har I mange ressourcer kan det give god mening, at en person tager imod borgerne og sender ind ad hoc. Dernæst tager en anden person imod og fortæller dem om prøven og placerer dem et sted i nærheden. Herefter kan de kaldes ind til test én ad gangen.

Hvad kan du gøre før, under og efter

Lungefunktionsmålinger er omdrejningspunktet: Hvis du selv har sundhedsfaglig baggrund, er det en stor hjælp, hvis du kan udføre lungefunktionsmålinger på dagen.

Har I brug for spirometre og mundstykker, så send en mail til Camilla fra Lungeforeningen på cbt@lunge.dk. Vi har et lille lager.

Har du ikke selv mulighed for at udføre lungefunktionsmålinger, håber vi, du vil tage initiativ til at få det arrangeret – for eksempel ved at samarbejde med lokale sundhedsfaglige, som kan udføre målingerne.

Overvej at tilbyde andre aktiviteter – såsom at fortælle om rygestop, motion og kostvejledning.

Det kan derfor være en god ide at tænke i samarbejde på tværs med for eksempel det lokale sundhedscenter, kommunen, bycenteret, Lungeforeningens lokalafdeling og Lungeforeningens Lungekor.

Det betyder meget for os, at vi kan lave en evaluering af Lungedagen. Derfor vil vi bede jer om at komme med jeres evaluering og afrapportering her i dagene efter Lungedag.

Kommunikation og materialer

Lungeforeningen understøtter alle arrangementer med oplysningskampagne, pressemeddelelser og øvrig kommunikation på sociale medier, så vi sammen kan nå bredt ud.

Når du tilmelder dig som arrangør kan du bestille materialer til selve afholdelsen af dagen – såsom plakater, flyers, balloner, t-shirts.

Åbne arrangementer med måling

Alle åbne arrangementer med lungefunktionsmålinger bliver vist på Lungeforeningens arrangementsside, så I kan bruge linket til at kommunikere det ud i jeres netværk og lokalområde.

Øvrige arrangementer med og uden måling

Flere lægehuse og virksomheder bakker op om dagen ved at tilbyde lungefunktionsmålinger til henholdsvis patienter og medarbejdere. Derudover er en række andre aktører med til at sætte fokus på lungesundhed gennem oplysning og aktiviteter uden målinger.

Åbne arrangementer med lungefunktionsmåling

Se alle arrangementer med lungefunktionsmåling (opdateres løbende)

Se mere

Øvrige arrangementer

Se de læger, virksomheder og øvrige aktører, der er med til at støtte op om dagen (opdateres løbende)

Se mere

Kontakt os, hvis du ikke finder svar her på siden

Camilla Thomsen
Projektleder
cbt@lunge.dk Telefon: 22 32 97 09

Hvorfor tidlig opsporing?

  • KOL er en af de største folkesygdomme i Danmark
  • Et sted mellem 300.000-400.000 danskere har KOL, men kun ca. halvdelen ved det. Hvis man har KOL uden at være klar over det, kender man hverken til sygdommens betydning, til mulighederne for at bremse dens udvikling eller til, hvad der kan lindre symptomerne. Man modtager heller ikke eventuel relevant medicinsk behandling.
  • En tidlig opsporing af KOL gør det muligt at igangsætte behandling, der kan bremse sygdomsudviklingen og støtte den enkelte i at leve et aktivt og socialt liv – samt få flere og bedre leveår.