Med en fugtmåler kan du tjekke luftfugtigheden

Hold øje med luftfugtigheden og undgå skimmelsvamp.

Tue Patursson er ekspert i skimmelsvamp hos Bolius. Her får man omkring 5000 boligspørgsmål om året. En del af dem handler om skimmelsvamp og henvendelserne om emnet er stigende:

Fra vinteren 2020/2021 til vinteren 2023/2024 har vi fået ca. 70 pct. flere spørgsmål om skimmelsvamp, lyder det fra Patursson.

En af forklaringer er formentlig de stigende energipriser, som gør, at mange holder på varmen og fx glemmer at lufte ud. En anden forklaring kan være det våde vejr:

Det ekstremt våde vejr med rekordmange skybrud, generelt store nedbørsmængder og højt grundvand gør det ikke bedre. Det tilføjer så meget fugt i luften, når alt hele tiden er grotesk vådt og intet når at tørre op, forklarer han.

Udover at følge de gode råd til at holde luftfugtigheden i hjemmet nede, peger Patursson på, at man også kan anskaffe sig en fugtmåler:

Med et hygrometer – altså en fugtmåler – kan man selv holde øje med luftfugtigheden i boligen. Sådan et kan man få for omkring 100 kr. og det er meget illustrativt og kan hjælpe en med at holde øje med at luftfugtigheden er på et fornuftigt niveau og dermed forhindre skimmelsvamp i at udvikle sig.

Den relative luftfugtighed indendørs skal helst være under 60-65 procent om sommeren, hvis det er muligt, og under 40-45 procent om vinteren.

Man kan fx købe et hygrometer i fx byggemarkeder, i havecentre og online.

Historien er publiceret i februar 2025. Lungeforeningen bragte artiklen “ Med et hygrometer kan du holde øje med luftfugtigheden” i medlemsmagasinet Lungenyt i december 2024.