KOL og søvnapnø: Dobbeltdiagnose blev vendepunktet for Joan

Joan Lynge har haft KOL i femten år uden at vide, at hun også led af søvnapnø. Da hun fik den ekstra diagnose, tog livet en drejning.

Jeg var træt, træt, træt.

Sådan beskriver Joan Lynge sin tilværelse for to år siden.

Hun havde sjældent energi og måtte sove middagslur for at hænge sammen sidst på dagen. Hun var træt, når hun vågnede. Træt, når hun gik på arbejde. Og træt, når hun gik i seng.

Jeg sagde nej til mange ting. Jeg følte, at jeg slæbte mig af sted, husker Joan Lynge.

Hun tilskrev den manglende energi sin KOL-diagnose. Selv små anstrengelser tog pusten fra Joan Lynge.

Jeg har det stadig sådan i dag, at har jeg støvsuget eller lagt rent sengetøj på, så skal jeg ikke lave mere den dag. Men til gengæld har jeg fået energi til at være mere social og nyde tiden sammen med mine børnebørn, siger hun.

Med i et forsøg

‘Forvandlingen’ fandt sted for snart to år siden, da Joan Lynge blev spurgt af sin læge, om hun ville deltage i et forsøg på Vejle Sygehus.

Forsøget gik ud på at undersøge den kognitive tilstand hos patienter med svær KOL. For at kunne gøre det, måtte lægerne først afdække, om patienterne også led af søvnapnø, som kan medføre kognitive problemer.

Jeg har den indstilling, at hjælper det ikke mig, så kan det være, det kan hjælpe dem, der kommer efter mig. Nogen skal være forsøgskaniner, for at vi kan få det bedre, siger Joan Lynge.

Forsøget blev et vendepunkt.

For det viste sig, at hun foruden sin KOL-diagnose også havde søvnapnø, der er karakteriseret ved, at vejrtrækningen stopper eller bliver meget overfladisk flere gange i løbet af natten.

Min mand har aldrig lagt mærke til noget. Så det kom meget bag på mig, at jeg havde søvnapnø, siger hun.

Søvnapnø og KOL – hvad er sammenhængen?

Søvnapnø betyder, at man holder pauser i vejrtrækningen under søvn. Det får kroppen til at mangle ilt og giver urolig søvn. Typiske tegn er højlydt snorken, urolig søvn og træthed i dagtimerne.

Hos personer med KOL kan søvnapnø forværre åndenød, træthed og risikoen for lavt iltindhold i blodet samt øge risikoen for indlæggelser pga KOL.

Ubehandlet søvnapnø øger risikoen for hjertesygdom, kognitiv svækkelse og øget dødelighed. Det kan desuden forværre KOL-symptomerne.

Behandling (for eksempel CPAP-maske) kan give bedre søvn, mere energi og beskytte mod følgesygdomme.

Behandling gav fornyet energi

Den nye diagnose betød, at hun skulle sove med en lille slange i næsen, der tilfører ekstra ilt, samt en maske, der blæser luft ind med et let tryk. Den holder svælget åbent, så vejrtrækningen ikke stopper.

Til at begynde med blev hun ked af at få endnu en diagnose:

Jeg kendte ikke så meget til det. Jeg havde tidligere oplevet mennesker, der var faldet i søvn på restauranter, fordi de var så trætte. Så jeg var bange for, at det også skulle overgå mig, siger hun.

Men den manglende viden om søvnapnø blev hurtigt gjort til skamme:

Der gik 14 dage, hvor jeg lige skulle vænne mig til at have udstyret på om natten. Men efter noget tid kunne jeg mærke, at jeg var mere frisk. Nu kan jeg slet ikke undvære min maske. Jeg har den også med, når jeg er ude at rejse, siger Joan Lynge og uddyber:

Jeg har ikke længere den der konstante træthedsfornemmelse i kroppen. Jeg har fået sort bælte i at spise frokost med mine veninder og tidligere kollegaer, siger Joan Lynge, der nogenlunde samtidig med forsøget blev pensionist.

Mere energi og overskud

Nu kan hun tage tingene i et mere roligt tempo end tidligere.

Det betyder meget, at jeg ikke skal op på et bestemt tidspunkt hver dag, siger hun.

Hun har derfor også energi og tid til at hente sit yngste barnebarn fra børnehave hver mandag.

Jeg har stadig min KOL. Det kan jeg især mærke, når det er frost eller rigtig varmt, fordi det påvirker min vejrtrækning. Men efter så mange år vænner man sig også til det. Det er fint nok, at jeg må stoppe op og kigge på et vindue og ikke fare af sted, som jeg kunne engang. Det vigtigste er, at jeg nu har fået mere energi og overskud, siger Joan Lynge.

Derfor er hendes opfordring til andre KOL-patienter da også at opsøge læge, hvis de eller deres partner har mistanke om søvnapnø:

Man ser sjov ud med maske, og det kræver noget tilvænning. Men det er det hele værd, siger hun.

Lungeforeningen bragte Joans historie i medlemsmagasinet Lungenyt i december 2025.

Gode råd til dig, som lever med KOL og søvnapnø

  1. Kvit smøgerne
    Rygning irriterer og hæver slimhinderne i luftvejene, så de lettere klapper sammen under søvn. Samtidig øger det slimproduktionen og forværrer KOL. Når du stopper, letter det vejrtrækningen og forbedrer søvnkvaliteten.
  2. Pas på vægten
    Overvægt øger trykket på luftvejene og gør det sværere at trække vejret under søvn. Selv små vægttab kan mindske symptomerne på søvnapnø.
  3. Undgå alkohol og sovemedicin
    Både alkohol og sovemedicin får musklerne i svælget til at slappe for meget af. Det gør vejrtrækningspauserne hyppigere og længere.
  4. Behandl din KOL bedst muligt
    Når KOL er velbehandlet, er der mindre slim og mindre modstand i luftvejene. Det gør det lettere at trække vejret, også under søvn. Brug derfor din inhalationsmedicin som anbefalet. Trap ikke ud af din medicin uden aftale med din læge.
  5. Hold dig fysisk aktiv
    Motion styrker lunger og muskler, giver bedre iltoptagelse og kan forbedre både søvn og energiniveau i dagtimerne.
  6. Vær opmærksom på tegnene
    Pårørende kan ofte opdage snorken, urolig søvn og pauser i vejrtrækningen, som du ikke selv bemærker. Tag deres observationer alvorligt. Hyppigt nattetisseri kan også være tegn på, at du ikke sover ordentligt.

Bliv medlem og få adgang til medlemsfordele allerede i dag

Rådgivning, lokale netværk og online foredrag. Deltag i arrangementer og aktiviteter som lungekor og træning – og modtag magasinet Lungenyt.

Bliv medlem