Medicinrådet træffer om kort tid afgørelse om behandling af KOL med biologisk medicin (lægemidlet dupilumab). Man har med succes brugt biologisk medicin til behandling af svær astma i flere år.
Men det er ikke alle med KOL, som vil kunne få glæde af behandlingen, hvis den bliver godkendt. Der vil blive tale om en forholdsvis snæver gruppe, som bl.a. skal have eosinofil inflammation. Det vil sige, at man i blodprøver skal have forhøjet niveau af eosinofytter (en type hvide blodlegemer). Man skal desuden være i optimal og maksimal anbefalede behandling for sin KOL, ligesom man skal have forværringer – eksacerbationer.
Ulla Møller Weinreich, professor i lungemedicin og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, siger om perspektiverne i en evt. godkendelse:
En godkendelse vil være et solidt skridt frem i behandlingen af KOL. Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at kombinere flere forskellige typer af biologiske behandlinger. Og hvis man får besked om, at man ikke er i målgruppe for behandlingen her – såfremt den godkendes – så skal man huske på, at der vil komme mange andre og nye type behandlinger til KOL i løbet af de næste par år.
Torben Mogensen, Lungeforeningens formand, bekræfter, at der er stor interesse for en evt. ny behandling, når han taler med Lungeforeningens medlemmer:
Men det er klart, at nogle vil blive skuffede, da det kun er en relativt lille gruppe mennesker med KOL, som vil have gavn af behandlingen. Men nu sker der formentlig endelig noget på området og det er virkelig glædeligt og et vigtigt fremskridt”, siger Torben Mogensen.
Lungeforeningen følger Medicinrådet og melder ud på sociale medier og i vores nyhedsbrev, når der er nyt.