Nytænkning i forskning: Lungeforeningen kobler formidling til rejselegater

Nyt spændende initiativ, der skal løfte kommunikationen inden for lungeområdet.

Lungeforeningen introducerer et nyt spændende initiativ, der skal løfte kommunikationen inden for lungeområdet. Initiativet skydes i gang i forbindelse med patientforeningens uddeling af 20 rejselegater i samarbejde med Foreningen af Yngre Lungemedicinere (FYL), hvor modtagerne af et rejselegat også skal indgå i et særligt formidlingsforløb.

Hos Lungeforeningen er forskning en mærkesag. Forskningen er vejen til ny viden og forbedret behandling samt øget sygdomsforståelse og livskvalitet for mennesker med lungesygdomme – og det er en central motivation bag det nye initiativ.

Forskning gør for alvor en forskel, når den når ud til dem, den vedrører og bliver forstået. Det er hovedgrunden til vores nye initiativ som vil sikre mere god forskningskommunikation til vores medlemmer. Vi håber at skabe mere opmærksomhed omkring forskning i lungesygdomme, der berører mange mennesker, men som traditionelt har tiltrukket relativt få forskningsmidler, siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.

Konkret skal alle forskerne, der modtager et rejselegat deltage i en workshop om forskningsformidling og får samtidig et individuelt tilpasset forløb.

Mig bekendt er det et nybrud at tænke formidling ind som en del af en forskningsbevilling. Særligt at man så klart giver forskerne værktøjer, der sætter dem i stand til at formidle konkret indhold til Lungeforeningens medlemmer og andre udenfor de traditionelle videnskabelige kredse. Det er en spændende måde at gribe uddelingen af rejselegater an på og en helt ny måde at tænke forskningsformidling, siger Marianne Godt Hansen, der er selvstændig konsulent og cand.ling.merc. og som har mange års erfaring indenfor kommunikation og formidling af forskning og er Lungeforeningens samarbejdspartner i forbindelse med det nye initiativ.

Formidlingsforløbet har til formål at ruste forskere til at kommunikere effektiv til forskellige målgrupper – fra patienter og pårørende til politikere og beslutningstagere. Som en del af forløbet skal deltagerne udvikle et formidlingsprodukt til Lungeforeningen, der kan deles gennem foreningens kommunikationskanaler. Produktet kan være en videodagbog, et opslag på sociale medier, en artikel i Lungeforeningens blad, Lungenyt, eller et webinar og kan indeholde viden eller oplevelser fra egen forskning eller nyeste tendenser på lungeområdet.