Da Per Sørensen for otte år siden fik konstateret KOL, var angsten for ikke at kunne trække vejret øjeblikkelig og håndgribelig. Hård træning har gjort en kæmpe forskel og i dag opsøger han den form for træning.

Pludselig kunne Per Sørensen ikke gå ned ad trappen i sin villa i Kastrup. Han havde hosteanfald i mange timer og kunne ikke gå en eneste meter. Kort efter fik han diagnosen KOL. Lungefunktionen faldt fra 48 til 40, og han tænkte “hold da op, det her går stærkt”.

I første omgang tog Per sagen i egen hånd og begyndte at træne ved at gå tre-fire kilometer hver dag. Samtidig benyttede han sig af alle muligheder for at komme med i forskningsprojekter, som eventuelt kunne bedre hans situation.

Efter HIIT-træning kunne Per lettere trække vejret

Således også da Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet søgte deltagere til projektet med tre måneders HIIT-træning. Forløbet blev en revolution for hans velvære.

Jeg svævende efter de træninger. På papiret var min lungekapacitet steget fra 48 til 56 og min blodcirkulation var øget med 20 procent i benene. Jeg kunne trække vejret lettere, og jeg var ikke nær så plaget af slim om morgenen, fortæller han.

Den intensive træning på Rigshospitalet blev indledt med grundige lægeundersøgelser og bestemmelse af kondital og startniveau for træningen. Samtidig var læger og andet personale til stede under træningen – bogstaveligt talt ved deltagernes side.

Det gav jo en meget stor tryghed, og det gav mod til at give den en ekstra skalle, siger Per, som dog sagtens kan forstå medpatienters angst for at blive presset så hårdt under træning, at de ikke kan få vejret.

Når man én gang har mødt den angst, så sætter den sig, og jeg går aldrig nogen steder uden min ’panik-inhalator’ i lommen. Men jeg har også lært nu, at forpustethed ikke er det samme som åndenød. Man dør ikke af at blive forpustet. Så jeg tør godt presse mig selv. Faktisk prøver jeg at opsøge den slags træning, fordi det er det, der skal til, hvis man for alvor vil gøre noget for sit velbefindende, siger han.

Svært at finde den hårde træning

Det er dog ikke lykkedes Per Sørensen at finde træning, der svarer HIIT-træningen på Rigshospitalet. Dels er der ikke adgang til samme materiel, og dels betyder det noget, at der er personale, som kan gribe ind, hvis noget går galt.

For Per er løsningen foreløbig blevet medlemskab af et lokale fitnesscenter og træning i kommunen. Intensiteten er ikke så høj, som han kunne ønske sig, og det kan aflæses på hans lungekapacitet, som nu er tilbage på 48.

Man skal holde træningen ved lige, ellers går det tilbage igen. Som det er nu, går jeg hver dag 10-12 kilometer med min hund, og så træner jeg i centret tre gange om ugen. Men jeg har søgt om også at komme med i næste HIIT-pilotprojekt på Rigshospitalet, og det håber jeg vil lykkes, for det er uden sammenligning den bedste træning, man kan få, siger Per.