Diagnose og behandling af spædbørn med bronkiolitis

Projektet undersøger om saltvand, forstøvet eller som næsedråber, reducerer indlæggelsesvarighed for spædbørn med bronkiolitis.

Bronkiolitis er en virusinfektion i de små luftveje hos spædbørn, og en hyppig årsag til indlæggelse i første leveår. Der findes ingen effektiv medicinsk behandling, og plejen er primært understøttende. Trods begrænset evidens anvendes ofte saltvand som inhalation eller næsedråber for at løsne slim, selvom effekten er usikker. Behandlingen kan være ubehagelig for barnet, tidskrævende for personalet og økonomisk belastende.

Projektet undersøger om saltvand, forstøvet eller som næsedråber, reducerer indlæggelsesvarighed for spædbørn med bronkiolitis. Der vurderes også potentielt unødvendige behandlinger og procedurer, som bruges til spædbørn med bronkiolitis.

  • Fase 1 er et randomiseret studie, der gennemføres på seks børneafdelinger i Østdanmark. Studiet inkluderer 300 spædbørn i alderen 0-12 måneder indlagt med De randomiseres til en af 3 grupper: forstøvet saltvand, næsedråber med saltvand, eller ingen saltvand. Det primære effektmål er varigheden af hospitalsindlæggelse, og sekundære effektmål er bl.a. behov for respiratorisk støtte og væsketilskud.
  • Fase 2 er et retrospektivt review af journaler fra 500 spædbørn indlagt med bronkiolitis på Slagelse Børneafdeling for at identificere behandlinger, som kan have været anvendt unødvendigt.

Projektet følger principperne i “Vælg Klogt” kampagnen og undersøger både effekten af saltvand, og om børn får unødvendig behandling. Målet er at skabe en mere sikker, familievenlig og vidensbaseret behandling, som samtidig mindsker arbejdsbyrden for personalet og den økonomiske belastning for sundhedsvæsenet.

Ann-Marie Schoos, dr.med., ph.d., overlæge på Slagelse- og Hvidovre Børneafdeling

Projektet er støttet med 764.301 kr.