Astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er blandt de hyppigste kroniske sygdomme. Sygdommene er kendetegnet ved nedsat lungefunktion, og i de senere år er man blevet opmærksom på, at den nedsatte lungefunktion ofte grundlægges i den tidlige barndom. Man forstår dog stadig ikke, hvad der fører til nedsat lungefunktion, og derfor kan man i dag ikke forhindre det.
I COPSAC 2000 fødselskohorten er 400 danske børn fulgt intensivt fra fødslen op gennem barndommen. Som noget unikt er lungefunktionen målt allerede kort efter fødslen, børnene er fulgt tæt gennem barndommen for lungesymptomer, og der er foretaget en række undersøgelser af blandt andet genetik, mikrobiom og miljøfaktorer.
I dette studie ønsker man at undersøge deltagerne igen i 26 års-alderen. Det vil give mulighed for at forstå hvilke risikofaktorer i barndommen, der fører til permanent nedsat lungefunktion i voksenalderen, og hvilke markører, der kan forudsige tab af lungefunktion. Specifikt vil man kigge på proteinet CC16, som muligvis kan modvirke skadelige effekter på lungerne.
Formålet med projektet er at identificere faktorer man kan påvirke, ved hjælp af forebyggelse eller behandling, for at forhindre lungeskade hos børnene samt at identificere de børn, der er i særlig høj risiko. Det er forhåbningen, at projektet dermed kan bidrage til at nedsatte risikoen for KOL og nedsat lungefunktion i voksenalderen.
Selvom undersøgelsen foregår i 26 års-alderen, er formålet at forbedre behandling og forebyggelse af lungesygdom hos børn, herunder at give mulighed for at vejlede og behandle børn og deres forældre bedre tidligere i forløbet, og forhåbentlig mindske risikoen for vedvarende svær kronisk lungesygdom.
Klaus Bønnelykke, professor, ph.d., Herlev-Gentofte Hospital, COPSAC
Projektet er støttet med 1.102.013 kr.