Astma er en af de mest udbredte sygdomme blandt børn i Danmark. Børn fra lavere socioøkonomiske lag og med anden etnisk oprindelse end dansk har større risiko for at udvikle astma, og oplever ofte et mere alvorligt sygdomsforløb. Der findes begrænset forskning på området, og vi ved meget lidt om mekanismerne, som ligger til grund, hvilket skaber ulighed i behandlingen af børn med astma.
Dette forskningsprojekt vil undersøge en socioøkonomisk og etnisk sammensat gruppe af børn og unge i alderen 6-15 år med astma.
I alt 600 vil blive fulgt i astma-klinikkerne på 3 hospitaler i et år.
Der vil blive undersøgt forskelle i sygdommens sværhedsgrad og forløb, og set på mulige sammenhænge med bl.a. kostvaner, luftforurening, adhærens til behandlingen, sygdomsopfattelse, livskvalitet, astmatyper og effekten af standardbehandling.
Derudover undersøges underliggende biologiske mekanismer via analyser af genetik, immunsystem i luftvejene og metabolitter i blodet.
Formålet er at give sundhedspersonalet ny viden og konkrete redskaber til at sikre en mere retfærdig og effektiv behandling af børn med astma – uanset baggrund.
Marie Hauerslev, Læge, ph.d., Børneafdelingen på Hvidovre og Herlevs Hospitals afdelinger for børn og unge
Projektet er støttet med 702.000 kr.