Åndenød. Tør, generende hoste samt lange suk og gab. Det er blot nogle af de symptomer, du især bør være opmærksom på, hvis du tror, at du kunne have såkaldt dysfunktionel vejrtrækning.
Blandt dem med moderat til svær astma regner man med, at cirka hver anden har dysfunktionel vejrtrækning oveni deres astma. Fysioterapeut og ph.d. Karen Hjerrild Andreasson har forsket i tilstanden, og fortæller her, hvorfor det opstår, og hvad du kan gøre ved det.
Hvad vil det sige at have dysfunktionel vejrtrækning?
Ved dysfunktionel vejrtrækning fungerer vejrtrækningen ikke, som den plejer. For nogle er det en tilstand, der er til stede hele tiden, for andre kommer og går den. Mange oplever problemer med åndenød, en tør og generende hoste eller hyppige, dybe suk. Det er også almindeligt at rømme sig ofte, uden at der egentlig er noget i halsen. Når man bevæger sig, kan man med det samme mærke, at vejrtrækningen ikke følger med. Det kan give en følelse af at være begrænset. Men vejrtrækningen kan også være påvirket i hvile. Hvis man blev udredt hos lægen, vil en lungefunktionsmåling som regel være helt normal, og det samme gælder for iltmætningen i blodet. Dysfunktionel vejrtrækning er ikke anerkendt som andre kliniske sygdomme, men det er en velkendt tilstand både hos folk med og uden lungesygdom.
Kan dysfunktionel vejrtrækning være farligt?
I værste fald kan man komme til at hyperventilere, og det kan man besvime af. Det kan være ubehageligt og i situationer som for eksempel under bilkørsel også potentielt farligt. Hyperventilationen giver primært en intens følelse af åndenød og ubehag, hvor man hungrer efter luft. Når man har for hurtig vejrtrækning, falder mængden af kuldioxid i blodet, og det kan give snurren i fingrene, ændret følesans og stramning omkring munden. Selvom tilstanden ikke skader kroppen direkte, kan den forringe livskvaliteten. Over tid kan man udvikle en uhensigtsmæssig vane, hvor kroppen reagerer med det samme mønster igen og igen.
Hvorfor udvikler man dysfunktionel vejrtrækning?
Ofte har der været en hændelse, hvor man har haft åndenød. Det er, som om kroppen husker det. Hvis man har astma, kan det være et svært astmaanfald, som var udgangspunktet, og som man frygter skal ske igen. Så ændrer kroppen vejrtrækningsmønstret.
Åndenød opstår ofte, fordi man ikke får tømt lungerne ordentligt. Det giver symptomer, som er rigtig ubehagelige. Det føles som om, man ikke kan få vejret ordentligt ned. Så vil man være tilbøjelig til at trække vejret mere hektisk, og så har vi balladen. Man bliver utryg, trækker vejret mere og hurtigt, uden tid og ro til at puste ud.
Hvor udbredt er dysfunktionel vejrtrækning blandt lungepatienter?
Blandt dem med moderat til svær astma regner man med, at cirka hver anden har dysfunktionel vejrtrækning oveni deres astma. Det er en tilstand, der er lidt hyppigere hos kvinder end hos mænd, men vi ved ikke hvorfor. Vi ser det hos mennesker med for eksempel angst og hos mennesker med mange smerter. Når man ser på unge, så beskrives det særligt hos ’12-talspiger’ eller dygtige idrætsudøvere eller musikere, hvor der stilles høje forventninger til en selv eller fra andre. Hos mennesker uden nogen sygdom (raske) regner man med, at mellem 5 og 11 procent har dysfunktionel vejrtrækning. Det kan vi se fra lidt ældre undersøgelser fra England.
Hvorfor kan dysfunktionel vejrtrækning give symptomer, der ligner en forværring af ens lungesygdom?
Astmapatienter har en tendens til at trække vejret lidt for hurtigt. Den hurtige vejrtrækning udtørrer slimhinderne i luftvejene – bronkierne – og det kan udløse astmaanfald. Det kan betyde, at man tager mere af sin medicin og i virkeligheden overbehandler astmaen med mulighed for bivirkninger. Men det var vejrtrækningsmønsteret, der var problemet, og den får man ingen behandling for. Det kan være uheldigt.
Hvad skal man gøre, hvis man har dysfunktionel vejrtrækning?
Det er en god idé at opsøge en læge, hvis man fornemmer, at man har åndenød. Åndenød kan jo skyldes mange ting, som for eksempel en lunge- eller hjertesygdom. Når det er afklaret, hvad åndenøden skyldes, og der er tale om dysfunktionel vejrtrækning, kan man bruge nogle simple øvelser, hvor man bliver opmærksom på, hvordan man trækker vejret. For eksempel med hjælp fra en fysioterapeut (se faktaboks, red.)
Har KOL patienter også gavn af behandlingen?
De, som har svær KOL med emfysem, kan have behov for et hurtigt eller overfladisk vejrtrækningsmønster. Hvis man har emfysem og puster for meget ud, kan mindre områder af lungerne ’klappe sammen’. Derfor kan behandling og vejledning, som man anvender til dysfunktionel vejrtrækning, ikke anvendes i sin fulde udstrækning. Men opmærksomhed på næsevejrtrækning og afspændthed er helt relevant.
Hvor lang tid tager øvelserne at lære?
Nogle har god kropsbevidsthed og kan lære det på få gange. Vi plejer at møde patienten tre gange, og typisk med to til seks uger mellem, at vi mødes. Der er lidt kortere interval i starten og længere senere. Man får øvelser, man skal lave derhjemme, og man skal øve det i hverdagen.
Hvilke redskaber bruger du typisk i en udredning?
Vi observerer vejrtrækningsrytmen. Vi lægger mærke til hoste, suk, gab eller rømmen. Vi beder patienten fortælle, hvad hun eller han oplever, og hvornår det sker. Derudover kan vi bruge spørgeskemaer, hvor vi for eksempel spørger til patientens egne observationer. Heldigvis ved lægerne i lungeambulatorierne godt, hvad det er, men praktiserende læger kender det ofte ikke så godt.
Kan man blive helt fri af det, hvis man først har haft det?
Ja. Men der er risiko for tilbagefald. Jeg forbereder patienten på, at man kan falde tilbage i det uhensigtsmæssige vejrtrækningsmønster, hvis man kommer ind i en periode med stress eller sygdom. Man skal ikke gå i panik, blot forsøge at finde de gode vaner frem igen.
Onlinetilbud: Optimer din vejretrækning med Mette Bergmann
Vidste du, at vi tilbyder onlinetræning med psykomotorisk terapeut Mette Bergmann. Mette har mange års erfaring med at guide og hjælpe mennesker, der oplever udfordringer med vejrtrækningen. Mange med KOL eller astma oplever en overfladisk og anstrengt vejrtrækning, som kan føre til øget træthed, spændinger og nedsat iltoptagelse.