Da Anne Højholt fik konstateret KOL i 2014, tænkte hun: Hvad pokker gør jeg så? Hun var påvirket af tanken om, at hendes liv måske blev kortere, men valgte alligevel at gøre alt andet end at give op.

Anne Højholt fik lungediagnosen KOL i 2014.

I dag er hun 58 år og har en lungekapacitet på under 50 pct. Men når man taler med hende, hører man det ikke. Ikke bare motion, men også mindfulness er en fast del af hendes hverdag. Hver morgen starter hun med en gåtur med hunden, hvor hun lave vejrtrækningsøvelser undervejs. Derudover er hun instruktør på to lungehold.

Da jeg fik min diagnose, meldte jeg mig ind i et fitnesscenter, men følte mig bare dum og underlig. Så googlede jeg lungehold. Der var et i Præstø, hvor de lige havde fået bygget nyt multicenter.

– Det første, jeg fik at vide, var, at jeg var den eneste af mit køn. Ellers var der 5-6 mænd. Men jeg var med, og da ham, der stod for holdet, døde i 2016, overtog jeg det.

Anne kom på kursus, øvede derhjemme, skrev ned og fandt musik. Og hun indrømmer gerne, at benene rystede under hende de første gange, hun stod på gulvet. Men det gik over, og hendes hold blev en succes.

Motion og gode oplevelser

Da Annes lungehold kom op på 35 personer, splittede hun det op i to hold. På fredagsholdet slutter hun af med mindfulness, hvor hun kan se, at både mænd og kvinder slapper fuldstændig af. Selv bruger hun mindfulness flere gange i løbet af dagen. Eksempelvis på gåturen med hunden, hvor hun er bevidst om sin vejrtrækning.

Mindfulness hjælper også Anne til at tænke, at det ikke behøver at være udfordringer det hele, og at hun kan bryde tingene op i delmål. Noget hun også har brug for på lungeholdene. På frivillig basis står hun for alt det praktiske omkring holdene og arrangerer også temamøder, som hun stabler på benene med blandt andet tilskud fra Lions Club. Hun lægger ikke skjul på, at det er et kæmpe arbejde.

– Jeg får en masse gode oplevelser og motion – og så må det jo udløse et eller andet inden i mig. At se den forskel, det gør. Men du kan kun gøre det, hvis du brænder for det, siger hun og fortsætter:

Det har jo givet mig en masse selvværd. Hov, kan jeg virkelig alt det her. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne. Jeg er blevet indstillet som årets frivillige og det er jo min løn.

Anne, som er uddannet SOSU-hjælper, ved, at de fleste kommer for motionen. Men det at mødes og få et kram tæller også.

– Der bliver lavet netværk i netværket, så deltagere mødes også andre dage. Nogle er begyndt at male sammen, og andre gør andre ting. Man drager omsorg for hinanden. Man spørger til hinanden, hvis en er syg. Hjælper hinanden med at køre til forskellige ting, forklarer hun, som ved, at ensomhed ofte følger med en kronisk lungesygdom og at  lungeholdet kan være eneste kontakt til omverdenen.

Et spørgsmål om identitet

Ud over lungeholdet arbejder Anne på flextid på 15 timer. Ikke på grund af sin KOL, men fordi hun for flere år siden fik skåret nogle nerver i det ene ben over ved en operation. Det at have et job betyder meget for hende, og hun er glad for, at hun kan tilrettelægge arbejdstiden i forhold til lungeholdene.

Det handler både om løn og noget med identitet. At være en del af det hele og være med til at forsørge.

– Hver måned, når jeg får min løn, tænker jeg: ”Det er noget, jeg har gjort. Det er penge, jeg har tjent.” Jeg kan selv spare op til min pension. Det betyder også noget for mig, siger hun.

Historien er publiceret i foråret 2019.