Christina fik nye lunger efter to dage på venteliste

Christina har sygdommen LAM. Kort tid efter at diagnosen blev stillet, fik hun nye lunger.

Husker du historien om Christina Horsfeldt? I månederne efter interviewet gik det desværre voldsomt ned ad bakke for Christina og hun endte med at blive indstillet til nye lunge.

I efteråret 2023 fik Christina Horsfelt konstateret den meget sjældne lungesygdom LAM. Det skete efter en dramatisk ferie, hvor hun kom syg hjem efter både at have fløjet og dykket. Da Lungenyt talte med hende i foråret 2024, var hun optimistisk og ved at vænne sig til et liv med diagnosen – læs hendes historie her.

Ned ad bakke med lynets hast

Men desværre gik det lynhurtigt ned ad bakke for Christina fra sommeren 2024.

Til sidst kunne jeg ikke gå. Vi måtte rykke soveværelses ned fra 1. sal og jeg endte med at få highflow ilt. Jeg var helt færdig og sad i kørestol. Jeg havde også så ondt og fik morfin… det er nærmest umuligt at beskrive, hvordan jeg havde det, fortæller Christina.

Til sidst fik hun tilbud om at blive indstillet til transplantation, hvis altså undersøgelserne viste, at hun kunne klare den store operation.

Jeg var sygt bange. Men jeg kender en, som er hjertetransplanteret. Han støttede mig og opfordrede mig til at tage imod tilbuddet. Der var jo ikke noget valg. Hvis jeg ikke havde fået den transplantation, så havde jeg nok ikke sidder her i dag, siger Christina.

På venteliste i blot 48 timer

I løbet af efteråret gennemgik Christina Horsfeldt den ene udredning efter den anden, som skulle vise, om hun kunne klare transplantationen. Da hun endelig blev godkendt og kom på venteliste til nye lunger, gik der helt mirakuløst kun 48 timer, før hun blev ringet op:

Det sneede den dag, sygeplejersken ringede. Forinden havde jeg siddet og kigget ud i haven og tænkt, at det måske var sidste gang, jeg skulle opleve sådan et smukt snevejr. Efterfølgende lagde jeg mig ind i seng, fordi jeg havde så ondt og var udmattet. Jesper, min kæreste, kørte på arbejde. Og så ringede telefonen med besked om, at der var nye lunger til mig, fortæller en tydeligt berørt Christina.

Herfra startede et større koordinationsarbejde for at få Christina og Jesper bragt fra Nordjylland til Rigshospitalet. Pga. dårligt vejr og tæt sne foregik transporten med den store redningshelikopter:

Det var sådan en flot tur, hvor jeg kunne se ned på byerne, biler på vejene og selvfølgelig Storebæltsbroen, husker Christina.

’Vil du gifte dig med mig?’

Christina skulle først opereres dagen efter. Derfor bestilte hun og Jesper græsk mad til en hyggelig aften.

På dagen måtte den store lungetransplantation imidlertid rykkes et par timer. Og så fik Jesper en ide: nemlig at de skulle giftes, inden Christina blev kørt afsted mod operationsstuen.

Jamen, pludselig spurgte han: ’Vil du gifte dig med mig?’. Og ja, selvfølgelig ville jeg da det. Det overhørte en sygeplejerske, og hun og to andre sygeplejersker gik med det samme i gang med at finde en præst. Og så blev vi viet en time før operationen, griner Christina, som heldigvis kom godt igennem den ni timer lange operation.

Selve bryllupsfesten holder parret til sommer.

Denne forårsdag, hvor Lungenyt igen taler med Christina, er der gået tre måneder siden transplantationen og Christina fortæller, at hun netop har slået sin personlige rekord: en ti  km lang gåtur i bakket terræn.

– Jeg gik nærmest med hænderne over hovedet. Tænk engang, for tre måneder siden lå jeg i en seng og kunne ikke noget som helst. Det er fuldstændigt vanvittigt at tænke på, lyder det fra Christina Horsfeldt.

Historien er publiceret i juni 2025. Lungeforeningen bragte artiklen “Christina var på venteliste i to dage – så var der nye lunger til hende” i medlemsmagasinet Lungenyt i juni 2025.