”Jeg kunne ikke synge med, da vi gik rundt om juletræet"

Som 50-årig begyndte Vibeke Domar Fischer at miste pusten på trapperne og kunne ikke synge som før. KOL var det sidste, hun havde forestillet sig, for hun har altid levet et aktivt liv og aldrig røget. I dag håber hun, at hendes historie kan få andre til at reagere på de tidlige tegn.

Den 9 måneder gamle hund når os først. Med logrende hale, våde snudepuf og en energi, der fylder hele entréen, byder den LungeLiv velkommen i hjemmet i Kolding. Kort efter hilser vi på 51-årige Vibeke Domar Fischer, der bor her sammen med sin mand, Tommy, og hunden Vito.

Indenfor falder sollyset ind gennem ovenlysvinduerne og rammer farverige malerier, blomster og grønne planter. Det er et hjem fuld af lys og liv. Og det passer egentlig meget godt på Vibeke.

Hun har altid været vant til at fylde sit liv med projekter og aktiviteter som løb, gymnastik, yoga og lange gåture – gerne med hunden ved sin side. Den er næsten lige så ny i Vibekes liv som diagnosen, der kom bag på hende.

Jeg var jo for ung til at have KOL, siger Vibeke.

Sygdommen får ikke lov til at fylde i dag. Men sådan så det ikke ud, da de første tegn begyndte at melde sig.

“Jeg tænkte bare, at jeg måtte være i dårlig form”

For ikke så længe siden var Vibeke i sit livs bedste form. Derfor havde hun svært ved at forstå, hvorfor kroppen pludselig begyndte at sige fra.

Hun mærkede det blandet andet på et højskoleophold, hvor hun sang i kor.

Jeg har sunget rigtig meget hele mit liv, så jeg ved godt, hvordan det føles at bruge stemmen. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke nåede helt hen til næste frase, inden jeg skulle trække vejret igen.

Hun beskriver det som følelsen af at have for stramt tøj på. At brystkassen ikke helt ville det samme som resten af kroppen.

Efterhånden dukkede der flere tegn op. En tur op i Rundetårn med hendes søn står særligt tydeligt.

Da vi kom op, grinede han og sagde: ”Du lyder ligesom mormor,” fortæller Vibeke.

Hun grinede med i situationen, men erkender, at det ikke var sjovt. For hendes mor havde haft alvorlig lungesygdom.

Til sidst var symptomerne svære at ignorere.

Jeg kunne godt løbe fem kilometer, og jeg kunne gå 20 kilometer. Men hvis jeg skulle op ad 50 trappetrin, så lød jeg som et lokomotiv, husker hun.

Det frustrerede hende.

Jeg tænkte: ”Hvad er det her for noget?” Jeg havde jo gjort alt det rigtige. Jeg har aldrig røget, var i god form og havde i øvrigt tabt mig. Og alligevel kunne jeg nu mindre, end da jeg vejede 30 kilo mere.

Det var der, hun besluttede sig for at kontakte sin læge.

Granatchokket

Vibeke tænkte, at hendes symptomer skyldtes astma eller allergi. Noget, der kunne forklares. Det var også den retning, den første samtale hos lægen gik. Men astmamedicinen hjalp ikke.

En lungefunktionstest viste senere, at hendes lunger ikke fungerede, som de skulle. Og så kom diagnosen.

Ej. Det var granatschok, husker Vibeke og bliver berørt.

For diagnosen handlede ikke kun om hende selv. Den vækkede gamle billeder af hendes mor, der havde KOL og senere lungekræft.

Jeg har stået ved siden af min mor, da hun var døende og havde anfald, hvor hun ikke kunne få luft. Set panikken. Og det første, jeg tænkte, var: ”Skal mine børn en dag stå og kigge på mig på den måde?”

Pauseknappen

En længere samtale med hendes læge gjorde en forskel.

Hun gjorde det tydeligt for Vibeke, at hendes diagnose ikke var det samme som morens sygdomsforløb. Og hvor internettet hurtigt malede dystre billeder, hjalp lægen hende med at skille tingene ad.

Hun sagde: ”Jeg trykker lige på pauseknappen. Alt det, du har læst, handler om mennesker, der har fået konstateret KOL langt senere – og ofte efter mange års rygning. Det er ikke din situation, mindes Vibeke.

Lægen gjorde det klart for hende, at hun skulle fortsætte sit aktive liv.

Hun sagde til mig: ”Du skal bare klø på med træning og øge din muskelstyrke. Du skal fortsætte med alt det, du elsker at lave,” fortæller Vibeke.

Og det har hun taget helt bogstaveligt.

“Det er ikke det, der definerer mig”

I dag står vækkeuret tre kvarter tidligere. Ikke fordi hun skal nå på arbejde, men fordi hun starter dagen med yoga eller vejrtrækningsøvelser.

Nogle dage løber hun, og andre dage styrketræner hun med sin søn.

Derudover er hun i gang med en yogalæreruddannelse og er nysgerrig på, hvordan vejrtrækning og kropsbevidsthed kan hjælpe andre med lungesygdom.

Vibeke møder også sig selv med større forståelse i dag – og giver sig selv lov til at tage pauser.

Før havde jeg nok tænkt: ”Hold kæft, hvor er du slap. Se så at komme i gang.” Nu ved jeg jo, at der er en fysiologisk forklaring, siger hun.

Det betyder også, at hun prioriterer sin tid anderledes.

Jeg vil for eksempel hellere bruge min energi på at gå 20 kilometer end på at gøre rent i fem timer.

Hun vil ikke lade sig begrænse af sin sygdom.

Altså jeg ved, at den er der, og at jeg kan blive træt, men det er ikke det, der definerer mig, fastslår hun.

Opgør med skyldfølelsen

Hvis der er én ting, Vibeke gerne vil gøre op med, er det forestillingen om, at KOL er noget, man selv er skyld i.

Det troede hun til dels selv engang. Nemlig at KOL først og fremmest var noget, der ramte rygere, og at diagnosen nærmest var en konsekvens.

Men virkeligheden er mere nuanceret, ser hun nu. Og skyld hjælper ingen, pointerer Vibeke:

Jeg tror faktisk, at skam kan være en grund til, at nogle ikke får deres lunger undersøgt. Men fakta er jo, at hvis man har sygdommen, så har man den. Så spørgsmålet er: Hvad vil du gøre ved det?

Hendes råd er derfor enkelt:

Tag det alvorligt. Hvis du tager elevatoren i stedet for trappen, så prøv at tage trappen. Hvis du lyder som et lokomotiv, så kom afsted til lægen, siger hun.

Hun nævner også et andet billede, der var med til at få hende til at reagere.

— Hvis du ikke kan synge med på hele sangen, når du går rundt om juletræet, så er det måske også et tegn, siger hun og fortsætter:

Jeg har altid været den, der sang for, så her blev det ret tydeligt for mig, at der var noget galt.

Hun får øje på sin hund, der piler forbi. Vibeke rejser sig hurtigt for at lukke den ud. Hun kigger tilbage og siger:

Når du først ved, hvad du har med at gøre, så kan du jo gøre noget ved det.