"Jeg ventede alt for længe med at reagere. I dag har jeg det meget bedre"

Hans Jørgen Thomsen havde fundet sig godt til rette i et aktivt pensionistliv, da han pludselig måtte stige af cyklen ved Kastellet i København. Han kunne ikke få luft. Først tænkte han, at han bare havde kørt for stærkt. Men da det skete igen få dage senere, begyndte han at undgå alt det, der gjorde ham forpustet. I dag håber han, at flere vil reagere på symptomerne i tide og få tjekket deres lunger.

Det var sommer, vejret var fint, og telefonen ringede med en spontan invitation. Noget af familien sad ved Ofelia Plads i København og nød solen og udsigten over vandet. Hans Jørgen Thomsen, der i dag er 72 år, og hans kone, Sonja, hoppede på cyklerne med det samme.

Turen var ikke lang fra lejligheden på Østerbro. Men da de nåede bakken ved Kastellet, havde Hans Jørgen pludselig åndenød og måtte stoppe op. Han stod bøjet over cyklen, hev efter vejret og tænkte, at han nok bare havde kørt for stærkt.

Jeg kunne simpelthen ikke få luft.

Sonja cyklede foran og opdagede ikke, at han stoppede. Hans Jørgen cyklede langsomt videre mod havnen, men vejrtrækningen blev ikke normal igen.

Jeg sad i en hel time sammen med familien og kunne ikke få vejret. Det blev mere og mere uhyggeligt, fordi det ikke gik over. Man tænker faktisk, at man er ved at blive kvalt, husker han.

Et par dage senere skete det igen. Denne gang på vej til Netto. Hans Jørgen forklarede det med, at han nok havde gået for hurtigt. På vej hjem tænkte han, at rygsækken med indkøb måske trykkede på lungerne.

Til sidst gik han til lægen.

“Mig sker der ikke noget”

Hans Jørgen er uddannet kok og har arbejdet 49 år i restaurationsbranchen. Han stoppede med at ryge i 1979, men tobaksrøg var i mange år en fast del af arbejdslivet.

Dengang blev der jo røget gevaldigt meget i restaurationslokalerne. Når vi havde store selskaber, var det næsten vigtigere, at tobaksfadet kom rundt, end at maden kom rundt, siger han og smiler skævt over, hvor lidt man vidste om rygningens konsekvenser dengang.

Da han i 2021 fik diagnosen KOL, begyndte han at tænke over, om årene i restaurationsbranchen kan have spillet en rolle.

Diagnosen forklarede vejrtrækningsbesværet, men det kom alligevel bag på ham:

Man tror jo selv, man er usårlig. Altså: Mig sker der ikke noget. Jeg kommer ikke til at fejle noget. Det er alle de andre.

Da frygten flyttede ind

Efter diagnosen blev Hans Jørgen tilbudt et kommunalt lungeforløb. Han valgte at deltage i udendørstræning, men under forløbet fik han flere voldsomme anfald af åndenød, fortæller han.

Ved det sidste anfald måtte de næsten bære mig ind.

Derefter begyndte frygten at styre hverdagen.

Jeg blev bange for ikke at kunne få vejret. Man tror faktisk, man er ved at dø, siger han og fortsætter:

Der sker et eller andet oppe i hjernen. Den går i alarmberedskab, når man ikke kan få vejret. Så begynder man at tænke: Hvilke situationer har gjort, at jeg mistede vejret? Dem skal jeg undgå.

Hans Jørgen stoppede med at cykle, holdt igen med motion og trak sig fra de ting, der tidligere havde været en naturlig del af hverdagen.

Jeg kunne ikke engang flytte en plante, fordi jeg mistede vejret.

Han peger ud over tagterrassen, hvor krukker med planter står langs kanten med udsigt over Østerbros tage. Det plejede som regel at være ham, der tog fat, når der var arbejdsdage i ejendommen. Men pludselig var det de helt små ting, der blev svære.

De længste ti minutter

Hans Jørgen blev mere og mere passiv, og kiloene begyndte at sætte sig.

Maven blev større. Det er jo klart, når jeg bare gik derhjemme og var bange for at bevæge mig. Vi får også god mad, og hvis jeg ikke kan lide min egen mad, er det jo helt galt, griner Hans Jørgen, der stadig nyder at stå i køkkenet.

På et tidspunkt begyndte han hos en fysioterapeut på grund af rygproblemer. Her skulle han varme op på en motionscykel i ti minutter.

Det lyder ikke af meget. Men for Hans Jørgen føltes det næsten uoverkommeligt:

Det var de længste ti minutter i mit liv. Hver uge tænkte jeg: Nu er der fem minutter tilbage. Hvordan skal jeg dog klare det?

Derfor var det heller ikke oplagt, at netop en motionscykel senere skulle hjælpe ham ud af frygten.

Tilbage i sadlen

I sensommeren 2024 sendte Hans Jørgens søn ham en besked med et link til et træningsforsøg på Rigshospitalet. De søgte deltagere med KOL. Han spurgte, om det ikke var noget for ham.

Hans Jørgen tøvede, men sønnen pressede på. Kort efter var han med.

Tre gange om ugen mødte han op til højintens intervaltræning på cykel som del af et forskningsprojekt, der undersøger, om træningsformen kan forbedre livet for mennesker med KOL.

I begyndelsen handlede det først og fremmest om at komme igennem, fortæller han.

Jeg var meget nervøs. Men jeg havde også den tryghed, at der stod en ved siden af mig hele tiden.

Langsomt skete der noget:

Efter et par måneder tænkte jeg pludselig: ”Jeg har jo ikke haft nogle anfald”.

Pulsen kom højere og højere op, uden at han fik åndenød. Men hans kone lagde mærke til noget andet: Hosten var væk.

I starten sagde Sonja, at jeg hostede hele tiden. Jeg havde sådan en helt særlig hoste, som blev ved. Men den har jeg ikke mere, fortæller han stolt.

Frygten er forsvundet

I dag er forsøget slut, men Hans Jørgens træning fortsætter. Tre gange om ugen sætter han sig på cyklen i det lokale træningscenter, hvor han følger sine data, holder øje med udviklingen og konkurrerer med sig selv.

De overflødige kilo er forsvundet, kroppen er blevet stærkere, og i ejendommen kan han igen tage fat, når der er arbejdsdage.

Forskellen mærker han også på cyklen rundt i København.

For nylig cyklede han sammen med sin datter, der har en ladcykel med elmotor, mod Rigshospitalet. Denne gang var det ikke Hans Jørgen, der sakkede bagud.

Hun sagde bagefter, at hun ikke kunne følge med, siger han og griner.

Selvom unge cyklister stadig suser forbi ham på cykelstierne, tager Hans Jørgen det roligt.

Jeg er jo også over 70 år. Så det er helt okay, siger han med et glimt i øjet.

Men den største forandring handler ikke om puls, watt eller de kilo, han har tabt. Den handler om, at frygten er væk:

Jeg tænker aldrig over det. Jeg er ikke længere bange for ikke at kunne få luft.

For få år siden måtte Hans Jørgen stå af cyklen på bakken ved Kastellet. Nu fortsætter han opad.