Støttet projekt i 2024

Forskningsprojekt undersøger om astmaforværringer hos førskolebørn kan behandles bedre.

Kan astmaforværringer hos førskolebørn behandles bedre? Nyt studie undersøger mulighederne. 

Astma er en hyppig sygdom hos førskolebørn, og er den hyppigste årsag til indlæggelse på sygehus for danske børn.  Børn med astma oplever ofte symptomforværringer i form af hoste, hvæsen og åndenød udløst af øvre luftvejsinfektioner, hvilket især blandt førskolebørn fører til mange hospitalsindlæggelser. 

Behandlingsmulighederne af astmaforværringer hos små børn er stadig begrænsede, men et tidligere studie blandt førskolebørn har vist lovende resultater. Her forsøgte forskerne at behandle forværringer hos børn i 1-3 årsalderen med antibiotika. Børn, som blev behandlet med antibiotika, oplevede en reduceret symptomvarighed på hele 63 procent i forhold til børn der modtog placebo. Effekten af behandlingen så ud til at afhænge af både børnenes bakteriesammensætning og immunprofil i luftvejene. 

Nu gentager forskere fra Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC) ved Dansk Børneastma Center, Herlev og Gentofte Hospital forsøget i en gruppe mere alvorligt syge børn, som er indlagt på grund af deres astmaforværring. Målet er at finde ud af, hvordan mikrobiomet og immunprofilen i luftvejene påvirker sygdommens sværhedsgrad, behandlingsrespons og indlæggelsesvarighed, så man i fremtiden kan undgå overbehandling. 

“Behandling med antibiotika kommer ikke uden mulige bivirkninger, så vi håber, at dette studie kan være med til at identificere de børn, der har mest gavn af en målrettet behandling med azithromycin. Vores mål er at forbedre behandlingen af førskoleastma samt skabe mere personlig tilgang til denne.,” siger Julie Nyholm Kyvsgaard, læge og postdoc fra COPSAC ved Dansk Børneastma Center, Herlev og Gentofte Hospital. 

Resultaterne vil skabe ny viden om, hvordan behandlingen med azithromycin kan målrettes de børn, der har størst gavn af den. Hvis studiet bekræfter resultaterne, kan behandlingen blive en del af de kliniske retningslinjer og bidrage til en mere personlig og individuel tilgang til astmabehandling hos børn. 

Julie Nyholm Kyvsgaard, ph.d.-studerende, Herlev og Gentofte Hospital.

Projektet er støttet med 812.505 kr. 

Gør en forskel

Børnelungefonden kæmper for, at lungesygdomme opdages i tide, og at der forskes i bedre behandling.

Støt Børnelungefonden