Børnelungefonden kæmper for, at lungesygdomme opdages i tide, og at der forskes i ny behandling. Derudover arbejder vi for, at børn med lungesygdom og deres familier får støtte og hjælp, så ingen føler sig alene.
Styrket forskning
Hvert år uddeler Børnelungefonden penge til livsvigtig forskning i børnelungesygdomme. Der mangler fortsat viden om lungesygdomme hos børn. Det vil vi gerne ændre på. Flere liv skal reddes, og flere skal leve et bedre og længere liv med deres sygdom. Forskning kan understøtte:
- Tidlig opsporing og diagnose
- Nye og bedre metoder og behandlinger
- Forebyggelse af lungesygdomme hos børn
Familieweekender
Familier med lungesyge børn kan tilmelde sig Børnelungefondens familieweekender. Mange familier føler sig alene med lungesygdommen, samtidig med at sygdommen fylder alt i deres hverdag. Derfor er det så vigtigt for familierne at få et pusterum fra hverdagen og møde andre familier i samme situation.



Legater til lungesyge børn
Som lungesyg har man begrænset luft til livet, hvilket gør, at lungesyge børn og unge kan føle sig isoleret for sociale aktiviteter og kammerater. Børnelungefonden uddeler derfor en række personlige legater til køb af elcykler. Formålet er at give børn og unge med lungesygdom frihed til at komme ud blandt andre og deltage i aktiviteter på lige fod med jævnaldrende.
Elcykler kræver mindre fysisk anstrengelse på grund af den elektriske motor. Det kan hjælpe barnet eller den unge med at lette belastningen i benene, som ellers kræver meget ilt. Det er muligt at søge om legat til en elcykel til børn og unge op til 25 år eller en ladcykel, hvis der er tale om mindre børn, der ikke kan betjene en elcykel selv.

