Teenagepigen Karla har en medfødt lungesygdom. Hun lader sig dog ikke begrænse af en nedsat lungekapacitet og forsøger at følge med sine jævnaldrende, så godt hun kan. 
 

Jeg kan godt blive irriteret over, at jeg ikke kan det samme som mine venner. Men jeg har også vænnet mig til det. Jeg har jo aldrig prøvet andet.  

Sådan siger 14-årige Karla Rahn Fogh, der er født med såkaldt venstresidet lungehypoplasi. Det er en sjælden medfødt tilstand, hvor den venstre lunge er underudviklet og kan have færre antal eller formindsket størrelse luftblærer, blodkar og bronkier.  

Det betyder, at hun har mindre lungekapacitet og kan få hyppige luftvejsinfektioner, især i vinterhalvåret. Læg dertil, at Karla også havde en immundefekt, da hun kom til verden. Den mærker hun dog ikke længere noget til.  

Jeg kan især mærke min lungesygdom, når jeg løber, cykler eller laver andre aktiviteter, hvor jeg får pulsen op. Jeg bliver ekstremt hurtigt forpustet. Så må jeg holde en pause for at få vejret igen, siger Karla Rahn Fogh, der bor i Skive i Midtjylland med sin mor, far, storebror, hunden Indie og katten Selma.  

Den 14-årige pige syner dog ikke umiddelbart syg. Hun ligner enhver anden teenagepige, der går op i, at det lange lyse hår sidder pænt, og at hun snart skal på ride-efterskole.  

Da jeg var lille, var jeg meget generet af, at jeg ikke kunne løbe lige så hurtigt som de andre børn. Men nu hvor jeg er blevet ældre, forstår jeg bedre, hvad det er, jeg fejler, og jeg kan også forklare det til mine venner. Så på den måde er det hele blevet lidt nemmere, siger hun.  

Ny frihed

Karla Rahn Fogh har for nylig modtaget et legat på 15.000 kroner til en elcykel fra Børnelungefonden. Så nu er det vennerne, der har svært ved at følge med hende – og ikke omvendt.  

Jeg behøver ikke længere spørge min mor eller far, om de vil køre mig steder hen. Der er lidt mere frihed i det. Jeg kan også besøge venner, der bor langt væk, og cykle tre kilometer til skole, når det ikke regner. Det er nemmere end med en almindelig cykel, for det er ikke altid, jeg har energien til den, siger hun.  

På teenageværelset hænger små poloraid fotos på væggen af Karla fra dengang, hun var mindre, og var indlagt med sin mor som nyfødt. Der er også billeder af hende senere i livet, hvor hun får foretaget lungefunktionstest og er indlagt på grund af infektion. 

Men billederne fortæller ikke hele historien om Karla. For i dag ser hverdagen anderledes ud, fortæller 41-årige Louise Rahn Fogh, der er Karlas mor.   

Det hele er blevet lidt nemmere i forhold til, da hun var mindre og havde flere indlæggelser og mere medicin. Nu er hun blevet større og stærkere og skal kun på hospitalet hvert halve år for at få målt sin lungefunktion, siger hun.  

Lever i nuet

Hendes mor regner dog ikke med, at den underudviklede lunge er noget, Karla vokser fra. Hun vil have nedsat lungefunktion resten af livet og skal tage forebyggende penicillin om vinteren for ikke at få for mange infektioner. Læg dertil at hun altid har en inhalator med sig, hvis det kniber med at få luft på grund af slim i luftvejene.  

Nogle gange tænker jeg da, at det kunne være rart ikke at være syg, men det er ikke noget, der som sådan fylder. Jeg lever nok meget i nuet. Det er mest, når jeg har en infektion, at jeg bliver sur på min sygdom, siger Karla Rahn Fogh. 

Når hun har en infektion, får hun voldsomme hosteanfald, der gør det svært at sove om natten og i det hele taget at være sammen med andre. Så tilbringer det meste af tiden i sengen.  

Det er sådan nogle dybe host. Jeg lyder som en, der har røget mange cigaretter. Jeg kan godt få ondt i hovedet, fordi det trykker sådan. Så bliver jeg ekstra træt, siger hun.  

For nylig har hun haft en infektion, så lige nu er hendes lungefunktion helt nede på 59 procent.  

Karla Rahn Fogh fortæller dog, at hun generelt nok er et meget positivt menneske, der prøver at se lyst på tilværelsen og ikke lader sig slå ud af sin medfødte diagnose.  

Jeg tror måske, at når man vokser op med sådan en sygdom, så lærer man at se mere positivt på tingene. Jeg er heldig, at jeg kan se mine venner og ride på min hest. Jeg har mødt mange, der har det værre end mig. Så har jeg tænkt, at jeg er heldig, at jeg har det godt det meste af tiden, siger Karla Rahn Fogh med henvisning til, at hun flere gange har været afsted på Familieweekender med Børnelungefonden, hvor hun har mødt andre lungesyge børn.  

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan være med til sådan noget. Det er fedt at møde andre, der har samme udfordringer. Så er der ikke så mange, der spørger til, hvorfor man har brug for en pause. De fleste ved, hvordan det er, tilføjer hun.  

Fremtidsdrømmene

På værelset er der foruden billeder fra barndommen også et portræt af hende og hesten Eddie i vindueskarmen.  Den ridder Karla flere gange om ugen på. Det er ikke nær så krævende en sport som idrætstimerne i skolen. Men det er stadig noget, der holder Karla i gang, præcis som lægerne anbefaler.  

Jeg har altid godt kunne lide dyr. Jeg nyder deres selskab. De har ofte deres egen vilje, siger hun.  

Af samme årsag skal hun også starte på en efterskole med en ridelinje, når hun skal i tiende klasse. Lige nu går hun i ottende.  

Det bliver da rart at blive lidt mere selvstændig, men selvfølgelig også lidt underligt ikke at bo hjemme hos mine forældre. Hvis jeg får en voldsom infektion, kan det godt være, jeg kommer hjem, men det må vi tage, som det kommer, siger Karla Rahn Fogh.  

Og selvom Karla er en pige, der lever i nuet, har hun da også gjort sig lidt tanker om fremtiden. 

Jeg drømmer om at opleve verden og rejse en masse, siger hun og tilføjer, at sygdom ikke er en del af tankerne:   

Jeg har tidligere tænkt, at jeg gerne ville være hundefører, når jeg blev voksen. Jeg elsker at træne med hunde. Men det har jeg fundet ud af, at jeg ikke kan. Jeg tror, at min sygdom har gjort, at jeg gerne have et job, hvor jeg hjælper mennesker. Måske dyr. Det er rart at vide, at man kan gøre en forskel, ligesom en børnelæge, siger hun.