I begyndelsen af juli 2025 hopper 18-årige Lucas Madsen på Team Rynkeby-cyklen og sætter kurs mod Paris. De 1400 km kører han sammen med sin mor, far og søster.

Som barn blev han ramt af kræft, og i dag lever han med nedsat lungekapacitet som følge af behandlingerne. Familieturen er et slags punktum for det voldsomme forløb, og med turen vil familien give noget tilbage til andre i samme situation.

Spoler man tiden tilbage, havde ingen forestillet sig, at Lucas en dag skulle spørge sin far, om han måtte cykle med Team Rynkeby til Paris. Som 6-årig kom den lille dreng hjem fra Rigshospitalet efter ni måneders indlæggelse – i kørestol og uden kræfter til at kunne stå på benene.

Carsten Madsen, Lucas’ far, viser fotos fra dengang. Han er tydeligt – og forståeligt – berørt over gensynet. Det er voldsomt. Små videoklip af den tyndeste lille dreng, som kæmper sig rundt på tændstikben med gangstativ. Og fotos af storesøster Celine, der har klædt Lucas ud til fastelavn og givet ham et skumsværd, så han også kan være med til at slå katten af tønden.

I dag er Lucas 18 år og sidder i køkkenet nær Sakskøbing på Lolland og spiser kage. Den spritnye og skriggule Rynkeby-cykel er en tur rundt i køkkenet til fremvisning, mens Lucas arbejder koncentreret på at få skovlet kalorier indenbords. Kalorier skal der nemlig til, når man har trænet spinning tre gange om ugen over vinteren og udendørstræningen de sidste tre måneder er intensiveret.

Kinderne hævede pludselig op

Lucas husker selv ret præcist den dag, de første tegn på kræftsygdommen viste sig. Han var næsten seks år:

Jeg kommer ned af trappen med hævede kinder. Opsvulmet som en ballon. Det var i påsken og vi skulle til fødselsdag hos nogle venner. Men det blev bare værre og værre og så kørte vi til vagtlægen om aftenen, husker han.

Mette Strange, Lucas’ mor fortæller:

Vi var afsted to gange hos vagtlægen og fik antihistamin. Men et par dage efter, da Lucas blev badet, var han igen hævet og blodårerne stod tydeligt frem. Lægen sendte os over på en børneafdeling, hvor man fandt en stor tumor i brystet på Lucas.

Herfra gik det med ambulance til Rigshospitalet. Familien var indlagt i omkring tre uger på intensiv. Imens boede Celine hos mors og fars familie på skift, og undervejs i forløbet bliver diagnosen stillet:  Lucas havde en form for lymfekræft.

Behandlingen af den type kræft er normalt omkring to et halvt års kemoterapi. Fra april til juni kørte familien fra Lolland til Rigshospitalet to-tre gange om ugen for at få behandling til Lucas.

Måtte selv tage ansvaret

I juni skulle Lucas have en planlagt pause fra behandlingerne. Men noget viste sig at være helt galt.

Da vi skal genoptage behandlingen, er kræftknuden vokset med lynets hast. Den er faktisk vokset fra størrelsen på en valnød til en knude på 13 cm. Lucas er ved at miste livet, fordi han ikke kan trække vejret. Mit indtryk er, at man på det tidspunkt har opbrugt de behandlingsmuligheder, der er, husker Carsten.

Alligevel foreslog en professor på Rigshospitalet, at man skulle forsøge sig med en type kemo, som Lucas måske kunne tåle i op til 15 doser. Men Carsten og Mette skulle først skriver under på, at behandlingen måtte gennemføres.

Vi fik at vide, at det ville gå ud over Lucas’ nerver. Det var en af bivirkningerne. Han endte med at blive lagt i kunstig koma i fire uger og få 12 doser. Da man vækkede ham igen, havde han blandt andet mistet sit sprog, fortæller Carsten.

Efterfølgende fik Lucas også strålebehandling og en knoglemarkstransplantation, hvor Mette var doner.

Glemte ikke tandfeen

Lucas husker selv episoder fra sit sygdomsforløb:

Jeg kan blandt andet huske, at jeg kom i respirator. Men der er også meget, som er væk, Jeg var jo i kunstig koma. Så jeg var her, men alligevel ikke, funderer Lucas.

Mette og Carsten kan til gengæld huske en ret speciel episode, hvor Lucas faktisk viste sig at være ret meget til stede, selv om de ikke troede det:

Lucas havde en løs fortand – en rokketand. Det må man ikke have, når man er i koma, fordi man risikerer at blive kvalt, hvis den falder ud. Derfor blev tanden trukket ud. Lucas’ mormor og farmor talte om, at tandfeen jo alligevel skulle huske at lægge penge under puden.  Og det første Lucas siger, da han bliver vækket af komaen, er: ’mormor skylder penge for tanden’. Så selv om man er i koma, kan man åbenbart godt følge med i noget af det, der bliver sagt, siger Mette.

Hjem til hård genoptræning efter et års indlæggelse

Lucas og familien var alt i alt indlagt i næsten et år. Fra juli til marts året efter.

9-årige Celine boede de mange måneder hos sin onkel og tante og passede skolen. I weekenderne bliver hun hentet af far og mor og var med på hospitalet så tit som muligt.

Da Lucas endelig kom hjem, var det med sygeseng og kørestol. Han kunne ikke gå eller stå og han havde skader på nerverne, som påvirkede motorikken.

Hjemme igen fik vi rigtig god hjælp fra en socialrådgiver, som forstod vores situation og behov. Fysio- og ergoterapeuter fra Rigshospitalet og Guldborgsund Kommune lavede en god træningsplan for Lucas, som startede med at træne hjemme. Der kom også en skolelærer to gange om ugen, som underviste Lucas, indtil han skulle starte i skolen efter sommerferien, fortæller Carsten.

Maraton og 1400 km cykeltur trods nedsat lungekapacitet

I dag og en del år efter kræftforløbet fortæller Lucas selv om de følgeskader, han har efter behandlingen. Blandt andet et stort ar på ryggen efter et kig ind i lungerne, og en lungekapacitet, som er gået fra 80 til i dag omkring 60 pct. Formentlig på grund af arvæv. Han har også problemer med finmotorik på grund af nerveskaderne.

Men han er god til at kompensere for udfordringerne, og så er han udstyret med en usædvanlig vilje, som blandt andet kom til udtryk i den maraton, han løb, mens han var på efterskole:

Det var en af de store forhåbninger og mål, at jeg kunne gennemføre det. Og det kunne jeg. Det er den viljestyrke, der nu fører videre til, at jeg gerne vil køre til Paris med Rynkeby. Jeg kan godt mærke en effekt fra lungerne en gang imellem. Men så har jeg en spray, jeg kan tage, forklarer Lucas.

Andre har gjort det for mig

I Team Rynkeby hylder man princippet ’Alle ud/alle hjem’. Det princip har egentlig også været gældende for familien. Hele familien kom godt og helskindet hjem igen efter det heftige og lange sygdomsforløb.

Nu skal de så cykle 1400 km sammen på en uge. Men hvorfor?

Det er tydeligt, at Carsten ikke rigtig kan slippe oplevelserne med Team Rynkeby. Derfor ligger endnu en cykeltur i manegen godt for ham.  Han kan lide at cykle, men han har også fundet ud af, at han er usædvanlig god til at samle de penge ind, der går til kritisk syge børn via Børnelungefonden og Børnecancerfonden.

Jeg plejer at sige, at hvis der ikke var nogle, som havde cyklet Rynkeby og samlet penge ind før mig, så havde Lucas ikke været her i dag. Det tror jeg simpelthen ikke, siger Carsten, som har kørt turen seks gange.

Én gang på Rigshospitalets servicehold. En gang under corona, da turen blev til en Danmark Rundt-tur og fire gange på cykel med Paris som slutdestination.

For Lucas kommer inspirationen til årets tur fra far Carstens mange ture:

Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville prøve det, når jeg var gammel nok, og far var frisk på ideen. Jeg cykler jo også, fordi der er nogle, som har gjort det for mig. Jeg giver det på en måde tilbage og jeg tænker, at det også er sådan en slags punktum for alt det her, siger han og fortsætter:

Det vil også være en personlig sejr for mig at komme til Paris. Dernæst er det et rigtig fedt projekt at opleve og et fedt fællesskab at være sammen med ’den gule familie’, siger Lucas.

Hvordan Celine og Mette, som har cyklet med én gang tidligere, er havnet på de gule cykler i år, fortoner sig i det uvisse. Familiediskussionen bølger hen over bord og kager i det hyggelige køkken. Man forstår, at det er noget med, at hvis Lucas og Carsten skulle køre, så ville Mette og Celine overraske med også at melde sig. Lucas mener nu, at det var omvendt.

Men det, der i hvert fald står fast, er, at både Lucas, Celine, Carsten og Mette klikker i pedalerne fredag den 4. juli og begynder den lange tur mod Paris fra Næstved.

Historien blev publiceret i medlemsmagasinet Lungenyt i juni 2025.