Hvad er dit barns styrker?

Sådan understøtter du dit barn

Som barn med lungesygdom kan det være svært at forstå og acceptere, at du måske ikke kan være ligeså fysisk aktiv som dine jævnaldrene.

Når du har en lungesygdom, der gør, at du kæmper med vejrtrækningen og er fysisk udfordret, kan du have tendens til at fokusere på de begrænsninger, sygdommen medfører. Derfor er det vigtigt at understøtte dit barn styrker og fokusere på muligheder fremfor begrænsninger.

Jeg vil gå til sport

Når et barn får en kronisk sygdom, kan du møde mange, der har en mening om, hvad der er godt for dit barn. Der kan være en tendens til at barnet hurtigt opfatter, hvad de voksne gerne vil have og indretter sig efter det. Det betyder måske, at barnets egne ønsker træder i baggrunden.

I stedet bør du lytte til dit barns ønsker og behov. Vil dit barns for eksempel gerne gå til fodbold, skal du forsøge at understøtte dette og undersøge, hvad der kan lade sig gøre. Det kan være, at dit barn har brug for særlige hensyn for at kunne passe ind på et hold.

Gør du det – selv om det kan virke skræmmende og uoverskueligt – understøtter du ens barns udvikling både psykologiske og socialt. Det kan også være en god ide at tage med i skole og fortælle de andre børn og voksne om dit barns udfordringer.

Lad klassekammeraterne få en forståelse

Du kan for eksempel bede klassekammeraterne om at trække vejret igennem et sugerør, mens de skiftevis rejser sig og sætter sig i løbet af 5 minutter. På den måde får de en fornemmelse af, hvad det vil sige at have udfordringer med vejrtrækningen.

Hvordan du som forælder bedst takler dit barns lungesygdom kan være individuelt.

Mere end bare lungesyg

I familien har du som forældre måske andre børn at tage hensyn til udover dit barn med lungesygdom. Her er det vigtigt at rette blikket mod, hvad der kan samle familien fremfor, hvad der adskiller.

For mange vil især den første tid efter en diagnose være presset af en masse praktisk. Det er dog vigtigt at have fokus på de udviklingsmuligheder og styrker barnet har, og støtte om et liv, hvor barnet lever med sin lungesygdom og ikke er sin lungesygdom.

3 gode råd

  1. Find de styrker, dit barn særligt udvikler i kraft af sin lungesygdom og snak om dem
  2. Lyt og understøt de initiativer, dit barn fortæller om – også selvom de kan virke uoverskuelige
  3. Brug jeres netværk i det omfang, det overhovedet er muligt til at støtte jer

Få rådgivning

Lungeforeningens rådgivere er klar til at hjælpe dig og din familie. Så sidder du med et spørgsmål, så er du altid velkommen til at kontakte vores socialrådgiver

Rådgivning – til familier med lungesyge børn