Støttet projekt i 2024

Forskningsprojekt undersøger lungefunktion hos for tidligt fødte

Hvordan udvikler lungerne sig hos de mindste? Nyt forskningsprojekt undersøger lungefunktion hos for tidligt fødte.

Når et barn bliver født for tidligt, kan det have stor betydning for lungeudviklingen. For tidlig fødsel kan forstyrre den normale modning af lungerne og øge risikoen for alvorlige vejrtrækningsproblemer.

Et af de største problemer er mangel på surfaktant – et stof, der hjælper lungerne med at holde sig udspilede efter fødslen. Selv efter surfaktant behandling kan det blive nødvendigt at bruge respirator, hvilket kan føre til varige lungeskader med dertilhørende langvarige komplikationer.

Det nye forskningsprojekt, PRESTAR Pilot Study, vil undersøge lungeudviklingen hos for tidligt fødte børn ved hjælp af en ny og skånsom metode kaldet Multiple Breath Washout (MBW). Metoden måler lungefunktionen uden, at barnet skal udføre aktive vejrtrækningsøvelser, hvilket gør den ideel til spædbørn.

Forskerne ønsker at følge børnene fra fødslen og gennem de første leveår. Målet er at opdage tidlige tegn på lungeproblemer, men også bidrage til erkendelse af mere milde lungeproblemer, som tidligere har været uafklarede. Dermed kan man sætte ind tidligere med behandling og udvikle bedre metoder, der kan forbedre livskvaliteten for tidligt fødte børn.

Dette projekt kan blive et vigtigt skridt mod at forstå og håndtere de udfordringer, der følger med for tidlig fødsel, og forhåbentlig sikre en bedre start på livet for nogle af de mest sårbare nyfødte.

Lise Aunsholt, overlæge, Afdelingen for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn, Rigshospitalet

Projektet er støttet med 300.000 kr.

Gør en forskel

Børnelungefonden kæmper for, at lungesygdomme opdages i tide, og at der forskes i bedre behandling.

Støt Børnelungefonden