Lungerehabilitering er en vigtig del af behandlingen af KOL, og involverer fysisk træning, vejrtrækningsøvelser, undervisning om sygdommen og psykosocial støtte. Men mange borgere på forløbet har svært ved at forstå de vejrtrækningsøvelser, de bliver introduceret til, og det er svært for dem at få dem brugt i dagligdagen.
Breathing Ball er en ny teknologi, der er formet som en bold, der puster sig op og ned i takt med brugerens åndedræt. Den kan fungere som et fælles redskab for både borgere og personale i rehabiliteringen, når vejrtrækningsøvelser skal instrueres og bruges. Man får bogstaveligt talt en mere håndgribelig fornemmelse af sit åndedræt.
Derfor ønsker projektet at gennemføre et udviklingsprojekt, hvor Breathing Ball integreres i rehabiliteringen. Projektet vil undersøge teknologiens potentiale til at forbedre vejrtrækningskontrol og dermed styrke udbyttet af lungerehabilitering. Dette kan bidrage til en mere målrettet og person-centreret rehabiliteringsindsats.
Ingeborg Farver-Vestergaard, lektor, psykolog, Sygehus Lillebælt, Vejle og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet
Støttet med 250.000 kr.