Vægttab kan forbedre astmakontrol hos nogle med overvægt

Har du svært ved at komme op ad trapperne, fordi du har åndenød? Bliver du træt, bare du skal løfte indkøbsposerne hjem fra supermarkedet? Måske behøver det slet ikke at være sådan. For hvis du som overvægtig astmapatient taber dig, kan hverdagens fysiske udfordringer blive lettere at klare, fortæller en professor.

Selv et relativt beskedent vægttab kan forbedre astma-symptomerne.

Sådan siger Charlotte Suppli Ulrik, professor, overlæge og leder af Lungemedicinsk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital og henviser til et studie fra Australien, hvor man så, at patienter, der tabte 5-10 procent af deres kropsvægt, fik bedre symptomkontrol.

Selvom studiet har nogle år på bagen, fortæller Charlotte Suppli Ulrik ofte sine astmapatienter om studiet, når hun skal forklare, hvorfor et vægttab er en god idé. Fordi hun ved, at det for mange kan virke uoverskueligt at tabe sig til en kropsvægt i normalområdet.

Mange tror, at når man har astma, så skyldes al åndenød astma. Men det er ikke rigtigt, man kan have åndenød af mange andre årsager. Hvis man er overvægtig, kan man også få åndenød bare af belastningen på kroppen. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad symptomerne egentlig skyldes, siger Charlotte Suppli Ulrik.

Overvægt øger risikoen for at udvikle astma, blandt andet fordi overvægt er forbundet med en mild, vedvarende betændelseslignende tilstand i kroppen, som også påvirker luftvejene.

Desuden kan ekstra vægt omkring brystkassen og maven gøre det sværere for lungerne at arbejde frit. Det kan føre til åndenød og symptomer, der minder om astma. Hvis overvægt er en del af forklaringen på symptomerne, kan et vægttab derfor gøre en forskel. Samtidig kan vægttabet også mindske graden af den irritationslignende betændelse.

Nyt supplement

Ifølge professoren er livsstilsændringer det vigtigste middel til at nå i mål. For nogle kan der dog være brug for et supplement.

Hvis man har svær astma og for eksempel får gentagne prednisolonkure, kan det føre til vægtøgning. I de tilfælde kan vægttabsmedicin måske være med til at bryde en ond cirkel, som så skal kombineres med ændringer i kost og livsstil, siger hun og tilføjer:

Hvis alternativet er behandling for gentagne forværringer og mere astmamedicin, kan det i nogle tilfælde måske være bedre at hjælpe patienten til et vægttab med medicin, siger Charlotte Suppli Ulrik.

Hun oplever, at der også er mange med astma, der tager vægttabsmedicin, netop fordi det kan være så svært at tabe sig.

Vi er måske ved at nå dertil, at det næsten, men også kun næsten, kan blive sværere at finde patienter, der ikke gør. Jeg vil ikke sætte en procentsats på det aktuelle antal, men der er ingen tvivl om, at det er blevet meget udbredt, siger hun.

Selvom behandling med binyrebarkhormon som prednisolon kan give vægtøgning, gælder det derimod ikke forebyggende inhalationsmedicin med binyrebarkhormon, som i almindelige doser ikke er forbundet med vægtøgning.

Samtidig understreger Charlotte Suppli Ulrik, at det ikke bør afholde patienter fra at tage prednisolon, når det er nødvendigt: Ved sværere akutte forværringer, som potentielt kan være livstruende, kan en kortvarig kur nemlig være afgørende for at få astmasymptomerne under kontrol.

Sådan er det med medicin, der virker. Den har positiv effekt på sygdommen, men der følger også nogle bivirkninger, man helst var foruden, siger hun.

Kost, motion og medicin

At det kan være en fordel at tabe sig, skyldes primært, at jo bedre man får styr på symptomerne, desto mindre medicin har man også brug for. Og skulle undersøgelser i fremtiden vise, at vægttabsmedicin kan føre til bedre astmakontrol, må det ikke stå alene:

En eventuel anvendelse af vægttabsmedicin bør altid gå hånd i hånd med kostændringer og motion. Det er vigtigt at bevare muskelmassen mest muligt under et vægttab. Især hvis vægttabet sker hurtigere, end man typisk opnår med livsstilsændringer alene, siger Charlotte Suppli Ulrik.

Den svære samtale om et vægttab, der kan være tabubelagt, er ofte noget, der kommer hen ad vejen:

De fleste, der vejer for meget, ved det godt. Derfor taler vi om det løbende, når vi ses, f.eks. i lungeambulatoriet. Det er ikke sådan, at en patient kommer ind ad døren, og det første jeg siger er, at man skal tabe sig. Det er noget, vi begynder at tale om i det ambulante forløb, siger Charlotte Suppli Ulrik.

Forskning på vej

Når flere begynder at bruge vægttabsmedicin, bliver det også interessant for forskere at undersøge, om vægttab kan give bedre kontrol over astma. Lige nu er der flere kliniske lægemiddelafprøvninger på vej.

Der er opmærksomhed på vægttab i behandlingen af astma hos overvægtige, men måske ikke altid helt så meget fokus på at skelne mellem, hvad der skyldes overvægt, og hvad der skyldes selve astmaen. Nu hvor mange patienter tager vægttabsmedicin, bliver det noget, vi kommer til at kigge mere på fremover, siger hun.

Hun fortæller, at vi i Danmark har særlige muligheder for det, fordi man via vores sundhedsregistre kan følge store grupper af patienter og se, hvordan forskellige behandlinger påvirker sygdom over tid.

Vi har for eksempel undersøgt, om patienter på vægttabsmedicin har færre akutte forværringer eller færre indlæggelser. Resultaterne af den undersøgelse bliver offentliggjort senere på året, siger Charlotte Suppli Ulrik.

Artiklen er bragt i medlemsmagasinet LungeLiv i juni 2026.

Få hjælp til vægttab

For nogle kan vægttabsmedicin være et redskab, der kan hjælpe i gang med et vægttab. Men medicinen virker bedst sammen med ændringer i kost og fysisk aktivitet. Tal med din læge om, hvad der er den bedste løsning for dig.

Mange oplever, at kroppen modarbejder et vægttab, fordi appetitten kan stige, og kroppen forsøge at spare på energien. Derfor kan vægttab tage tid og kræve flere forsøg. Det er helt normalt. Søg evt. støtte fra læge, diætist eller andre behandlere.

Få motion ind i hverdagen med mikrovaner

Vanecoach Torben Wiese guider dig her til at gøre træning til en selvfølge med mikrovaner.

Læs mere