Julegrød med krydderier og karamelliserede æbler

Hvem drømmer ikke om at få en julegrød til morgenmad i denne tid?

Grøden tilberedes på havregryn og boghvedeflager, så den er nem at lave. Julens krydderier giver en vidunderlig smag og farve, og grøden giver god mæthed op ad dagen. En rest af grøden kan fint vendes med lidt pisket flødeskum og smuttede mandler til en lækker variant af risalamande.

  • Opskriften er til 2 personer
  • Tilberedningstid ca. 15 min.
  • Sværhedsgrad 1

Energi pr. person

1700 kJ / 410 kcal.

Kulhydrat 55 g, Protein 5 g, Fedt 12 g, heraf 4 g mættet fedt

Frugt ca. 50 g

Det skal du bruge

Julegrød

  • 50 g groftvalsede havregryn
  • 50 g boghvedeflager
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 5 dl mandelmælk
  • ½ tsk flagesalt
  • 1 tsk. brun farin
  • Evt. skovsyre til pynt

Karamelliserede æbler

  • 1 æble
  • 15 g smør
  • 2 tsk. brun farin

Sådan gør du

Julegrød

Kom havregryn og boghvedeflager i en lille gryde sammen med krydderier. Hæld mandelmælk over og varm grøden op under omrøring. Lad grøden simre ved svag varme i ca. 5 min. Er grøden for tyk spædes til med mere mandelmælk.

Smag til med flagesalt og brun farin.

Karamelliserede æbler

Skær æblet i kvarte, fjern kernehus og skær æblet i både. Smelt smørret på en pande og steg æblebådene ved god varme til de tager farve. Drys med brun farin og lad æblerne karamellisere.

Servering

Anret grøden i to dybe tallerkener og top med karamelliserede æbler. Pynt eventuelt med skovsyre.

TIP: Er der lidt grød tilovers, så stil den tildækket på køl. Den kan sagtens lunes igen. Spæd eventuelt til med lidt mandelmælk, eller nyd den kold.