Sådan passer du på dig selv i sommervarmen

Få sygeplejerskens fem råd til, hvordan du bedst klarer dig igennem perioder med høje temperaturer

Mennesker med lungesygdom er særligt udsatte i sommervarmen. Derfor er det vigtigt at passe på sig selv for at undgå akut forværring. Høj varme belaster kroppen, øger vejrtrækningsarbejdet og kan samtidig forværre luftkvaliteten.

Sygeplejerske og rådgiver i Lungeforeningen Rebecca Hansen deler her fem råd til, hvordan du bedst klarer dig igennem perioder med høje temperaturer.

Du skal altid kontakte din læge, hvis du oplever øget åndenød eller andre tegn på forværring i sommervarmen.

1. Drik rigeligt med væske

Varmen øger risikoen for dehydrering. For personer med lungesygdom kan væskemangel gøre slim i luftvejene mere sejt og vanskeligere at hoste op

  • Drik ca. 1,5-2 L væske dagligt.
  • Væskeindtag kan også indtages i form af fødevarer med højt vandindhold som for eksempel agurk eller melon.
  • Vand er som udgangspunkt det bedste valg.
  • Drik jævnligt gennem dagen, også før du føler dig tørstig.
  • Drik tempereret væske, gerne afkølet – men ikke alt for koldt.
  • Drik ikke overdrevent, eller store mængder på en gang, da dette kan påvirke væskebalancen i kroppen.
  • Vær særlig opmærksom, hvis du sveder meget eller tager vanddrivende medicin.

2. Vær opmærksom på din urin

  • Din urin bør være klar/lysegul, hvis den er den mørkere, bør du indtage mere væske.
  • Vær opmærksom på, hvor ofte du lader vandet. Normalt lader man vandet hver 3-4 time. Gør du ikke det, kan det være tegn på, at du skal indtage mere væske.

3. Undgå aktivitet i dagens varmeste timer

Varme får kroppen til at arbejde hårdere, og som lungesyg bruger du allerede flere kræfter på vejrtrækningen.

  • Søg indenfor eller i skyggen, når solen og varmen er stærkest, og begræns så vidt muligt udendørsaktiviteter mellem kl. 12 og 18.
  • Planlæg gåture, træning, indkøb og andre aktiviteter til de køligere timer om morgenen eller aftenen.
  • Hold flere pauser end normalt.
  • Stop aktiviteten, hvis du bliver mere forpustet end sædvanligt.

4. Hold boligen kølig

Et køligt indeklima er vigtigt for at mindske belastningen af vejrtrækningen.

  • Hold vinduer lukket og træk gardiner og persienner for på solsiden.
  • Luft ud tidligt morgen og sent aften, når temperaturen er lavest.
  • Brug eventuelt ventilator, hvis det føles behageligt.

5. Hav din medicin ved hånden

Varmen ændrer ikke behovet for medicin. Tværtimod kan nogle opleve flere symptomer.

  • Tag den forebyggende medicin som ordineret.
  • Sørg for at have anfaldsmedicin i nærheden.
  • Opbevar medicinen efter anvisningerne og undgå, at inhalatorer ligger i direkte sol eller i en varm bil.

Kend tegnene på overophedning

Søg skygge, køling og væske, hvis du oplever:

  • Svimmelhed
  • Hovedpine
  • Kvalme
  • Udtalt træthed
  • Forvirring
  • Hjertebanken

Du skal altid kontakte din læge, hvis du oplever øget åndenød eller andre tegn på forværring.

Få rådgivning

Vores rådgivere sidder klar til at hjælpe dig

Få rådgivning