I januar 2026 – fire år efter en lungetransplantation – fløj Alma Kaalund til Argentina med et forskerhold for at bestige det højeste bjerg på den vestlige halvkugle.
Det var overlæge Michael Perch fra Rigshospitalet, som spurgte Alma, om hun ville med på turen sammen med ni transplanterede fra hele verden og et forskerhold på 17 læger. Bjerget, Aconcagua, som skulle bestiges på 2 ½ uge, er 6.960 meter højt og det højeste bjerg uden for Himalaya.
Overlæge Henrik Jessen Hansen fra lungekirurgisk på Rigshospitalet var med Alma på turen. Han er tidligere formand for Dansk Bjergklub og har selv været på syv ekspeditioner til Nepal og Pakistan.
Undervejs op på bjerget tog forskerne utallige tests og prøver, som efterfølgende skal danne udgangspunkt for forskellige forskningsprojekter (se boks).
41-årige Alma, som er jordemoder, gift og har to børn, sagde ’ja’ til udfordringen med det samme.
Jeg har aldrig besteget et bjerg. Det lød spændende, så jeg gik straks i gang med at google ’hvordan træner man op til at bestige et bjerg’, forklarer Alma om sin Pippi-Langstrømske tilgang til projektet.
Hun var ikke spor bekymret for turen, selv om hun fire år tidligere var så syg af lungesygdommen PAH – pulmonal arteriel hypertension – at hun måtte have nye lunger i 2021.
Mit liv er landet et godt sted. Jeg er positiv og tror altid på det bedste udfald. Min mission med turen var blandt andet at vise, at man ikke bare overlever, men faktisk kan leve et godt og spændende liv, selv om man er transplanteret, siger Alma Kaalund.
Følg Almas tur i billeder og tekst. Du kan også finde hendes dagbog med foto og video fra turen på Facebook. Søg efter gruppen ’Almas vandring på Aconcagua’.
Lungeforeningen bragte artiklen “Alma på toppen” i medlemsmagasinet LungeLiv 3, september 2026.
Træning før afgang
Alma trænede blandt andet ved at gå på løbebånd og på en trappemaskine, som hun selv kalder en ’forbandet maskine’. Desuden gik hun lange ture i det fri med 20 kg oppakning. Helst i dårligt vejr for at få den ekstra udfordring med. Alma havde bøvl med knæet under træningen og to dage før en vigtig træningstur til Frankrig, smuttede menisken i knæet. Megafrustrerende. Men en fysioterapeut tapede knæet op, så Alma kunne komme afsted. Undervejs på turen i Argentina gav knæet lyd fra sig flere gange.
Godnat i hypoxi-teltet
En del af forberedelserne var at sove i hypoxi-telt. En slange koblet til en generator, der larmer som en vaskemaskine, suger ilt ud af teltet. Teltet forberedte Alma på at sove i højderne i mindre ilt. At sove i 12-13 pct. ilt – mod normalt 21 pct. - påvirkede hende en del. Om aftenen var hendes iltmætning 98-100 pct, men om morgenen var den nede på 84-98 pct. Derfor blev hun forpustet af at vende sig i sengen, og morgenpulsen steg fra 50 til 70 slag i minuttet. Tilvænningen bød også på hovedpine og nedsat appetit. Overraskende blev Almas immundæmpende medicin, som hun får for ikke at afstøde lungerne, også påvirket og måtte justeres.
Confluenzia, 3.400 m
Alma og overlæge Henrik Jessen Hansen ved den første lejr, hvor der er sparsomt med ilt, men masser af luksus. Fx en kok, køjesenge, træk og slip-toilet, wi-fi og stikkontakter til at oplade mobiler og medicinsk udstyr. Deltagerne gik med dagtursrygsæk, mens muldyr tog resten af bagagen. De transplanterede måtte ikke drikke bjergvand, og derfor blev der transporteret pænt store mængder rent drikkevand med hele vejen. Holdet var et par dage i Confluenzia for at gå ture lokalt og vænne sig til højden.
Plaza de Mulas, 4.300 meter
Vandringen op til næste camp var hårdere end Alma havde regnet med. Også her var der ophold et par dage og dagsture endnu højere op for at vænne sig til højden. Alma var max udfordret på turene og måtte grave dybt mentalt for at hænge på. Det var guiden Lulu, som fik Alma til at gå langsommere og i et tempo, hun kunne holde til efter princippet ’det ene ben foran det andet’ og nul tanker i hovedet.
Højdesyge
På en af dagturen fra Plaza de Mulas blev Alma ramt af højdesyge. Hun fik hovedpine og kunne ikke drikke og spise. Hun ville helst bare ligge stille. Mod alle odds kom hun med op på dagens top, hvor holdet gik i reb det sidste stejle stykke. Anerkendelse af præstationen kom fra en af verdens største fugle – en kæmpe andescondor - som svævede over himlen og holdet. Tilbage i lejre med knaldende hovedpine fik Alma konstateret højdesyge. Et hold læger tog beslutning om, hvilken dosis medicin mod højdesyge der gik an. Medicin mod højdesyg nedbryder nemlig virkningen af medicinen, som Alma får for ikke at afstøde sine lunger. Heldigvis var der hviledag, før turen gik videre og højere op.
I telt mod toppen
De sidste ture mod toppen foregår i tre camps med ca. 500 højdemeter mellem hver camp og overnatning i telt. Alma når første camp i god behold. Tre fra gruppen beslutter ikke at gå med videre. Holdet er nu så højt oppe, at de kan se solen gå ned i havet på den anden side af Chile. På vej op til anden camp er både Alma og Henrik presset. Henrik bliver ramt af højdesyge og vælger at stoppe dér. I den anden camp tager Almas menisk en tur ud og hjem igen, og blandt andet derfor er hun max presset på vej mod sidste camp. Turen foregår med bittesmå skridt og hun er helt utrolig skidt tilpas. Hun har hovedpine, kan ikke mærke sig selv og sover hen over et bord. I campen bliver hun lagt i seng og får medicin mod højdesyge.
Topforsøget
At komme helt på toppen fra camp tre og ned igen kræver 12-15 times vandring. Alle sover med tøj på og alt er pakket og klar til at starte topforsøget kl. 5 om morgenen. Alma har fået ilt om natten, fordi hun var dårlig aftenen før. Men nu føler hun sig klar og frisk til topforsøget – indtil hun ikke gør det længere! Hun får nemlig brug for en pose at kaste op i, og flere læger kommer til for at se til hende. Her lyder beskeden til Alma: ’Du skal ikke nogen steder. Du skal ned. Det er for farligt, når du først har fået ilt’. Beskeden gjorde hende lettet, men i dag kan hun godt føle en lille skuffelse over, at hun ikke kom den sidste bid op.
På toppen
Alle på holdet havde besluttet, at dertil, hvor de nåede, det var ’deres’ top. Her står Alma og en østrigsk læge på ’deres top’ i 6.000 meters højde. Fotoet er taget om morgenen, hvor Alma fik lov at smide iltmasken. Hun er – så vidt vides - den lungetransplanterede kvinde, som har været højest op i verden. Den eneste, som nåede helt på toppen sammen med syv læger, var en lungetransplanteret mand, som har haft sine ’nye’ lunger i 24 år. - Jeg føler en enorm stolthed over at jeg klarede at komme så højt op. Det er en sejr for mig at være med til at vise, hvad man kan, når man er transplanteret, siger Alma.
Fest i snestorm
Med alle i sikkerhed i basecamp i 4.300 meters højde, var der afsluttende fest med snestorm udenfor. Senere gik turen 28 km nedad i ét hug - fra snestorm til 30 grader. Tilbage på hotellet blev alle testet fysisk igen. De fleste tal var vind og skæve, men til gengæld var humøret højt.
Hvad nu?
Alma er frisk på endnu en bjergtur, men hun vil nok vælge et lidt frodigere sted og måske knapt så højt. Undervejs på turen opstod der venskaber for livet og holdet fra Aconcagua har planer om at mødes igen og bestige Grossglockner i Alperne. Alma har også kig på at deltage i World Transplant Games, som er OL for transplanterede. Sportsbegivenheden er for mennesker, der fx er hjerte-, lunge-, lever- eller nyretransplantation og formålet er både at fejre deltagernes helbred og skabe opmærksomhed om organdonation.
Studiet på Aconcagua
Studiet undersøger, hvordan kroppen reagerer på ophold i meget stor højde hos personer, der er lungetransplanteret, sammenlignet med raske. Derfor er alle deltagere blevet undersøgt før afrejse og undervejs. Deltagerne forberedes til ekspeditionen med en særlig form for træning, hvor de udsættes for perioder med lavt iltindhold (såkaldt hypoksisk træning).
Formålet er at finde ud af:
- Om denne forberedelse hjælper kroppen med at klare den lave ilt i højden
- Hvordan lungefunktionen påvirkes hos lungetransplanterede
- Om evnen til at tilpasse sig højden adskiller sig fra raske personer
Resultaterne kan give vigtig viden om, hvorvidt personer med lungetransplantation kan opholde sig sikkert i højder, og hvordan man bedst forbereder sig på det.
Arrangementer
