"Det var svært, bekymrende og ensomt"

I sommeren 2025 fik 42-årige Mia Emilia Skovbjerg Juul blodpropper i begge lunger. Efter få dage på hospitalet blev hun sendt hjem med beskeden ’det er vigtigt, at du kommer stille og roligt i gang igen’. Men hvordan gør man det? Mia ville ønske, at hun havde fået tilbudt genoptræning og hjælp til at komme retur til hverdagen. Sammen med Lungeforeningen starter hun nu et netværk for mennesker, der rammes af en lungeblodprop.

Det startede med en tur ned af trapperne til haven, hvor familiens robotplæneklipper havde forædt sig i æbler. Den var gået i stå og skulle have et kærligt skub. Mia løste problemet, men på vej op ad trappen opstod et nyt problem.

Jeg får det ekstremt dårligt. Jeg kan ikke få vejret, mit hjerte hopper rundt, pulsen hamrer og er høj og jeg kan mærke, at der er noget i vejen, husker Mia.

Hun bor i Randers med sin mand og tre børn i alderen 13 til 16 år. Familien bor i et gammelt hus med masser af trapper og en stor have.

Mia har netop gennemgået en større operation i maven og er derfor hjemme. Aftenen inden har hun haft problemer med vejrtrækningen, og hendes datter bemærker, at hun lyder forpustet, når hun går op ad trapperne.

Dén morgen, hvor både robotplæneklipperen og Mia går i stå, er hun alene med børnene, som sover. Hendes mand er kørt på arbejde.

Jeg sætter mig på terrassen og tænker, at det nok er fordi, at jeg er i dårlig form og lige har været igennem en maveoperation. Forbindingen omkring maven strammer og gør det sværere at trække vejret. Men jeg kan ikke få pulsen ned. Jeg får bare endnu sværere ved at trække vejret og jeg får en total uro i kroppen, forklarer Mia.

Kan det være en blodprop?

Mia ringer til sin egen læge. Hun kan næsten ikke sige noget, fordi hun er forpustet. Lægen vil se hende i konsultationen, men Mia ved ikke, hvordan hun skal komme derned. Hun må nemlig ikke må køre bil efter maveoperationen. Det ender med 20 minutters ventetid på en videokonsultation.

Det var megavoldsomt at sidde alene og vente. Beskeden i videokonsultationen er, at jeg skal komme ned til lægen. Jeg ender i en taxa og må kæmpe mig op ad en masse trapper ved lægen. Jeg er virkelig dårlig, da jeg ankommer, og tænker, at nu mister jeg bevidstheden, husker hun.

Lægen tager forskellige prøver og ender med at ringe efter en ambulance. I ventetiden, før ambulancen kommer, sidder Mia alene i et venteværelse. Hun føler flere gange, at hun er tæt på at miste bevidstheden. Men hun når også at tænke, at hun måske har en blodprop i lungen. Sådan én har hun nemlig haft, da hun var 21 år. Og nu føles det, som om kroppen genkender noget.

Efter få minutter i ambulancen siger ambulanceredderen ’jeg tror, du har en blodprop i lungen. Vi kører afsted med dig nu og vi passer på dig’. De var så omsorgsfulde og søde, fortæller Mia.

Bekymringer og angst gennem ungdomslivet

Allerede som 21-årig oplevede Mia at få en blodprop i lungen. Hun betegner det selv som et ’sindssygt voldsomt forløb’.

Jeg var hos læge fire gange, men blev sendt hjem med besked om, at jeg var forkølet eller havde influenza. En dag, da min mor kom hjem, skreg hun nærmest, da hun så mig, fordi jeg var helt blå om læberne. Hun kørte selv afsted på sygehuset med mig, fortæller Mia.

Dengang var hun indlagt et par dage og fik blodfortyndende medicin et halvt år. Men ellers var der ingen opfølgning. Hverken fysisk eller mentalt.

Derfor har jeg hele mit ungdomsliv gået rundt med en alt for tung rygsæk. Med tanker og bekymringer. Uden at fortælle nogen om det, har jeg haft rigtig meget angst og været bange for at dø og blive syg. Jeg har været meget bekymret for alt med kroppen og jeg var ekstremt bange for sygdom, fortæller Mia.

Da hun senere i livet blev gravid, blev hendes dreng født tre uger for tidligt og der blev fundet blodpropper i moderkagen. Det førte til en udredning, hvor man dog ikke fandt nogen forklaring på blodpropperne. Til gengæld konkluderede man, at den første blodprop, som Mia havde som 21-årig, nok skyldtes p-piller.

Hvordan kommer man i gang igen?

Tilbage på hospitalet i august 2025 viste en CT-scanning, at Mia havde blodpropper i begge lunger. Hun fik blodfortyndende medicin og var indlagt fra torsdag til mandag.

Jeg blev sendt hjem med besked om, at jeg ville få en tid til scanning af hjertet efter tre måneder. Desuden fik jeg at vide, at det var vigtigt at komme i gang igen stille og roligt. Men hvad betyder det og hvordan gør man? spørger Mia.

Der blev – ligesom første gang, Mia blev ramt – ikke tilbudt nogen form for genoptræning og der gik næsten et halvt år, før hun blev indkaldt til hjertescanningen.

Hun synes, at det var svært, bekymrende og ensomt at være hjemme på egne ben efter så voldsomt et forløb. Hun gik små ture. Bare 200 meter hen til naboen og tilbage igen. Det var en anstrengelse at gå på trapperne i det gamle hus. Bare det at tage et bad tog lang tid og fik pulsen til at hamre afsted.

Jeg blev helt vildt utryg, når pulsen steg. Hvordan skulle jeg bedømme, om det var normalt, for jeg mærkede jo de samme symptomer, som da jeg var rigtig syg. Betød høj puls, at jeg var ved at blive syg igen? Kroppen gik hurtigt i alarmberedskab og hvordan skulle jeg på egen hånd få erfaring med, at pulsen ville falde og alt var normalt? spørger Mia.

I et forsøg på at hjælpe sig selv, købte hun en pulsmåler til fingeren, så hun kunne holde øje med sin puls. Det gav en form for tryghed.

Så sad jeg i sofaen og kiggede på pulsmåleren og tænkte ’pyha, nu falder pulsen igen. Så må alt være normalt’, husker hun.

Genoptræning på egen hånd

Det var Mias mand, som til sidst opfordrede hende til at finde hjælp.

Der var brug for professionel hjælp. Min mand og mig kan tale om alt, men han kunne også blive bange og have svært ved at vurdere, om det, jeg mærkede, var normalt. Han skulle samtidig tage sig af mange andre ting i perioden, siger Mia.

Hjælpen kom fra den private sundhedsforsikring, som Mia var så heldig at have. Og i form af en dygtig psykolog, der også kunne hjælpe hende med at lægge en plan for motion og bevægelse.

Jeg fortalte ham, at jeg ikke turde bevæge mig, fordi kroppen hele tiden reagerede som om jeg var i en farlig og akut situation. Psykologen hjalp mig med at forstå, hvad der sker i kroppen, når man har været igennem en traumatisk oplevelse. Han har også hjulpet med at lægge planer for fysisk aktivitet, hvor jeg er startet med små skridt. Det har været en kæmpe hjælp og jeg tror ikke, at jeg var kommet så hurtigt i gang på arbejdet, hvis han ikke havde hjulpet med at få tingene på plads i mit sind, understreger Mia, som var sygemeldt i tre uger, startede langsomt op derefter og var retur på fuld tid i starten af 2026.

Ville gerne have haft et trygt sted

Mia synes, at især de første tre måneder var vildt hårde. Hun ville ønske, at hun automatisk var blevet tilbudt hjælp og genoptræning og at de allerede på hospitalet havde givet hende en af Lungeforeningens foldere med information. Det hospital, hun var indlagt på, havde ingen tilbud om genoptræning. Eller også røg hun igennem systemet. Hun ved det ikke. Fakta er, at der gik et halvt år, før hun blev indkaldt til tjek på hospitalet.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft et sted, hvor jeg kunne afprøve min egen fysisk i trygge rammer. Det ville jeg vildt gerne have haft hjælp til. Det ville simpelthen have hjulpet mig så meget med et struktureret forløb, hvor jeg kunne træne sammen med andre, gerne i et forløb med både hjertepatienter og mennesker med KOL. Mange af os kommer jo med angst og har mest bare brug for trygheden og systematikken, siger Mia.

Derudover ville hun også gerne have haft en kontakt, hvor hun kunne ringe og spørge en sundhedsfaglig: ’er det her normalt?’

Jeg ville gerne have været grebet, fulgt og hjulpet. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke fik tilbudt sådan et forløb, selv om det selvfølgelig er svært at sige, hvor meget hurtigere mit forløb så havde været. Men det havde helt sikkert været mere trygt og mindre ensomt, siger Mia.