I 2021 måtte hun give op og gå på pension før tid.

Det var en kæmpe sorg. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde. Min plan var at arbejde til jeg blev 70. Så det var en svær beslutning at stoppe helt, siger hun.

Hun arbejdede i mange år som speciallæge i gynækologi og obstetrik. I slutningen af sin karriere skiftede hun spor til psykiatrien, hvor hun blandt andet tilså psykisk sårbare gravide.

Det var dybt frustrerende, når jeg var nødt til at melde mig syg. Jeg har altid haft den indstilling, at man passer sit arbejde. Basta. Så jeg har nok også gået på arbejde dage, hvor jeg ikke burde. I flere år havde jeg ikke noget socialt liv, jeg brugte al min energi på mit arbejde. Jeg så kun min søn og min bror og sjældent veninder, siger Vibeke Linde.

Vågne nætter

Den nu pensionerede læge har ikke altid været så dårlig, at hun kun havde energi til at ’hænge i lænestolen’, som hun selv formulerer det.

Hun har haft flere gode år, hvor hun jævnligt har dyrket motion, plejet sit netværk og passet sit arbejde uden for mange sygedage. Men som årene er gået, og sygdommen har udviklet sig, er symptomerne taget til.

– Folk, der ikke har svær astma, tænker ikke over, at det koster enormt mange kræfter. Bare jeg forsøgte at rejse mig eller føre en samtale, så hev jeg efter vejret eller begyndte at hoste kraftigt. Jeg tog sommetider behovsmedicin 10-12 gange på et døgn. Det skal jo helst ikke være nødvendigt, siger Vibeke Linde og tilføjer:

Jeg har haft mange nætter, hvor jeg har siddet oppe om natten for at få ro på astmaen. Især i vintermånederne, når vejret har været fugtigt og koldt, har jeg ikke kunnet sove. Det har nok været sådan i en periode på 10-15 år, mens jeg stadig arbejdede, siger hun.
Vibeke Linde kom typisk omkring det ved at rejse en uge eller to sydpå for at lade op. Det hjalp at sove i det tørre klima. Så kunne hun komme igennem resten af vintermånederne og klare sig, til foråret igen gjorde det tåleligt at leve med en svær astma-diagnose.

Selvdiagnostisering

På trods af sin egen profession som læge erkender Vibeke Linde, at hun ikke har været god til at søge behandling for sin sygdom.

Det er meget normalt at selvdiagnosticere, når man er læge. Mange af os er lidt autonome. Men det bør man selvfølgelig ikke, og jeg ville da nok også have gjort det anderledes i dag, for jeg var slet ikke opdateret på alle symptomerne eller den rette medicin. Så min astma har ikke altid været velbehandlet. Det er nok min egen skyld, siger hun.

Siden hun var i trediverne  hvor hun begyndte at tage medicin for sin astma, har behandlingen derfor været tilfældig. Kun sjældent har hun aktivt opsøgt sin praktiserende læge for hjælp. Det har primært været via sit eget lægenetværk, at hun har fået gode råd med på vejen om, hvilken type medicin der kunne være god i hendes tilfælde.

Sommetider har de forskellige typer præparater haft en effekt i en periode, men så er effekten aftaget, som tiden er gået.

Jeg er ikke selvbebrejdende over de valg, jeg har truffet, det kommer man ikke videre af, siger Vibeke Linde i dag, når hun ser tilbage på et langt liv med svære hosteanfald og nedsat livskvalitet.

Vendepunktet

I 2013 blev Vibeke tilknyttet Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor hun kom i kontakt med læger med forstand på netop hendes type astma. Beslutningen om at droppe selvdiagnostisering skyldtes forværring i hendes sygdom.

Trods en mere professionel håndtering af behandlingen siden 2013, blev Vibeke Linde dog aldrig så rask, at hun knap ti år senere fortsat kunne passe sit eget hverv som læge

Jeg var så presset og syg, at der ikke var noget at gøre. Så selvom det var en kæmpe sorg at stoppe med at arbejde, var det samtidig en lettelse ikke at skulle stå op og tage på arbejde, når jeg ikke sov den halve nat på grund af hoste. Det kan være svært at være noget for andre, når man ikke får sin søvn, siger hun.

Vendepunktet i Vibeke Lindes liv blev dog ikke, at hun valgte at bytte arbejdslivet ud med en tilværelse som pensionist.

Det blev en ny type biologisk medicin, der kom på markedet i 2023 til gengæld.

Det er en meget specifik medicin, som rammer netop det gen, som udløser min astma. Der gik omkring fire uger, før det virkede. Men det har givet mig et betydeligt livkvalitetsløft. Nu sidder jeg ikke længere bare i lænestolen og hænger, siger Vibeke Linde, der selv kan tage medicinen som injektion hver fjerde uge.

Sig selv igen

På grund af medicinen kan hun igen se sine veninder, tage på museumsbesøg, høre jazzmusik og læse en god bog i ny og næ.

Dermed ikke sagt, at medicinen er ren mirakelkur:

Jeg har stadig astmasymptomer og bliver stadig hurtigt træt, især om vinteren. Men lægerne siger også, at fordi jeg har været syg i så mange år, så skal jeg heller ikke forvente, at mine symptomer går helt væk, som det gør for nogle med den type behandling, siger hun.

Men humøret er anderledes, erkender Vibeke Linde:

Jeg griner mere og har fået mere energi. Jeg er blevet den gamle Vibeke igen.

I fremtiden drømmer den 69-årige kvinde om at kunne fastholde det nye liv som aktiv pensionist.

De første par år, efter jeg stoppede mit arbejde, drømte jeg om at blive stabil nok til at kunne vende tilbage til arbejdslivet. Men det har jeg erkendt, at jeg aldrig gør. Nu vil jeg bare passe på mig selv og tilbringe tid med min familie og mine veninder. Måske jeg en dag får nogle børnebørn, som jeg også kan være noget for, siger hun.

Publiceret januar 2025.