Hoste, slim og åndenød blev en del af hverdagen for Tina Findsen Nielsen. I syv år slog hun symptomerne hen og fortsatte med at ryge. I dag opfordrer hun andre til at reagere, før det er for sent.
Jeg gik hjem og græd. Jeg var virkelig ked af det.
Sådan husker 57-årige Tina Findsen Nielsen den dag, hvor alvoren ramte hende som en hammer.
I syv år havde hun skubbet sin KOL-diagnose fra sig. Men en temadag om sygdommen i Kalundborg Kommune ændrede noget i Tina.
Jeg blev bange. Bange for, hvornår jeg pludselig ikke kan trække vejret. Hvornår indlæggelserne kommer. Jeg følte vitterligt, at mit liv stoppede, fortæller hun.
I dag står solen over Kalundborg. Fra den hævede udestue hjemme hos Tina er der udsigt over byen og haven, hvor hun som regel har hænderne i jorden eller er i gang med græsslåmaskinen.
Det er ikke frygten, der fylder hos hende i dag.
”Den bumlede ud med KOL”
Tina var kun midt i fyrrerne, da de første tegn begyndte at vise sig.
Hun hostede, havde slim i lungerne og blev hurtigere forpustet end andre. Når græsset skulle slås, havde hun pludselig brug for pauser for at få vejret igen.
Fordi hun havde røget, siden hun var 17 år, virkede forklaringen oplagt.
Jeg tænkte, at det nok var smøgernes skyld, siger hun.
Men ved et almindeligt helbredstjek som 50-årig fik Tina målt sin lungefunktion, og testen var ikke til at misforstå.
Den bumlede ud med KOL, husker hun.
Kender du de 3 tegn på KOL?
Tina er en af de 400.000 danskere, der lever med KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Som Tina kan du gøre mange ting for at få mere luft i hverdagen og sætte en stopper for, at det bliver værre, hvis diagnosen bliver stillet i tide.
”Jeg elskede at ryge – troede jeg”
Trods diagnosen ændrede det ikke meget for Tina. Hun fortsatte med at ryge, mødte ikke op til kontroller og skubbede sygdommen fra sig.
Jeg ville ikke læse om KOL. Jeg ville ikke vide noget om det. Jeg tror i virkeligheden, at jeg benægtede det i mange år, erkender hun.
Hun vidste godt, at lægerne ville sige, at hun skulle stoppe med at ryge.
Det ville jeg simpelthen ikke på det tidspunkt. Jeg elskede at ryge – troede jeg. I dag kan jeg godt se, at det var afhængigheden, der talte, siger hun.
En satans fighter
Der gik altså syv år, før Tina tog sin diagnose alvorligt.
På temadagen i kommunen mødte hun andre med sygdommen og hørte om deres hverdag, frygt og de begrænsninger, KOL kan føre med sig.
Det var her, erkendelsen ramte hende.
Da jeg kom hjem, sagde jeg til min kæreste: ”Jeg har KOL.” Han vidste det jo godt. Men det var først dér, jeg selv forstod, at jeg faktisk har en kronisk sygdom, husker Tina.
Hun holder en kort pause og ryster lidt på hovedet.
Heldigvis er jeg en satans fighter, siger hun så.
Et lille mirakel
Tina begyndte at læse om sygdommen og tage sin situation alvorligt. Kort tid efter satte hun en dato for sit rygestop. Og denne gang lykkedes det.
Forandringen kunne hun mærke med det samme.
Jeg hoster ikke længere om natten. Før kunne jeg vågne flere gange og næsten hoste lungerne op. Det stoppede meget hurtigt, fortæller hun.
Den største forskel mærker Tina i haven, hvor hun har det allerbedst. En dag slog hun hele græsplænen med håndskubberen uden at stoppe.
Min kæreste kom ud og sagde: ”Det er første gang, du har gjort det uden pause undervejs.” Og så tænkte jeg: ”Gud ja. Det er jo rigtigt,” griner hun.
Hun er klar over, at rygestoppet ikke giver hende raske lunger.
Bare det, at jeg kan mærke forskel i min hverdag, betyder alt, siger hun.
Åndenød, hoste og slim kan være tegn på KOL
Mange slår symptomerne hen som dårlig form, alder, astma eller rygning. Men jo tidligere du reagerer, jo bedre mulighed har du for at bremse sygdommen.
Det er aldrig for sent
I dag ville Tina ønske, at hun havde reageret tidligere.
Jeg ville ønske, at jeg havde taget det seriøst, da jeg fik diagnosen. At der ikke gik næsten syv år, før jeg stoppede med at ryge.
Men hun nægter at lade fortrydelsen fylde mest.
Det er aldrig for sent at gøre noget. For mig var rygestoppet et lille mirakel, konstaterer hun.
Diagnosen får da heller ikke lov til at definere det hele.
Til vinter drømmer hun om en tur til Norge eller Sverige med sin kæreste, hvor de skal køre med hundeslæde.
Det skal der være plads til. Også de lidt skøre drømme. Så må vi tage flere pauser undervejs, siger Tina.
Hun viser haven frem og peger på stedet, hvor der skal bygges et højbed. Der er flere projekter, der venter.
For selvom livet med KOL er blevet anderledes, er Tinas konklusion klar:
Livet går ved Gud ikke i stå. Nogle ting går bare langsommere.
Et fællesskab, hvor sygdommen må fylde
Tina er i dag med i Lungeforeningens KOL-netværk Midt i livet. Her møder hun andre, der også lever med KOL, og som stadig står midt i arbejdsliv og fremtidsplaner.
“Netværket betyder sindssygt meget. Det er mennesker ligesom mig. De har de samme tanker, den samme frygt og de samme følelser”, fortæller hun.
For Tina er netværket et frirum.
“Det er et sted, hvor jeg kan få lov til at være 100 procent i min sygdom. Hvor jeg ikke skal tage hensyn til, hvad jeg siger”, siger hun.
Her kan de tale om det, der kan være svært at sige til familie og venner. Frygten for fremtiden. Skammen. Sorgen over det, man ikke længere kan.
“Men vi kan også grine over, hvor sindssyg den her sygdom er. Og vi kan sige: Av, øv og pis, hvor er det irriterende, at det kan jeg ikke mere”.
Læs også:
”Jeg kunne ikke synge med, da vi gik rundt om juletræet"
Som 50-årig begyndte Vibeke Domar Fischer at miste pusten på trapperne og kunne ikke synge som før.
Læs mere
"Jeg ventede alt for længe med at reagere. I dag har jeg det meget bedre"
Hans Jørgen Thomsen havde fundet sig godt til rette i et aktivt pensionistliv, da han pludselig måtte stige af cyklen. Han kunne ikke få luft.
Læs mere