Lisbeth Morrison har ikke noget system til at forvalte sin energi over dagen. Men hun er alligevel bevidst om, hvor meget og hvordan hun bruger energien.

Da 65-årige Lisbeth Morrison for 10 år siden fik konstateret KOL, var udmattelse og åndenød ikke noget, der medførte de helt store forandringer i hendes hverdag. Hun arbejdede på et plejecenter i Skive og levede efter devisen: “Det er ikke, hvordan man har det. Det er, hvordan man tager det.” Men udgangspunktet er blevet sværere. Lisbeth blev fyret efter en længere sygdomsperiode og er nu på seniorpension.

For to og et halvt år siden fik hun konstateret tre forskellige kræftformer og måtte igennem flere operationer, kemoterapi og strålebehandlinger.

– Det har mildt sagt ikke bedret min lungefunktion, siger hun.

Men det var en omgang Covid-19 omkring nytår 22/23, der endeligt væltede læsset, og Lisbeth er nu også ilt- og rollatorbruger. Det er ikke verdens bedste udgangspunkt for at bo alene på 1. sal i en lejlighed. Så hun søger efter en bolig i stueplan, og så få hun hjælp til nogle praktiske ting, der tærer på kræfterne.

– Jeg betaler mig fra rengøring. Til gengæld ordner en veninde alt mit vasketøj hver 14. dag, så det bruger jeg hverken energi eller penge på, siger hun.

Prioriterer det sociale liv

Lisbeth bruger ikke et egentligt system til at forvalte sin energi. Der er aldrig nogen, der har præsenteret hende for en sådan model, men hun er bevidst om sit energiforbrug i alle dagens gøremål, og hun indretter aktiviteterne derefter. Det betyder f.eks., at de fleste måltider bliver købt færdige, så de er lige til at varme, og at hun altid laver enkle retter til flere dage, hvis hun selv har overskud til gryderne.

Og så prioriterer hun i høj grad sit sociale liv.

Hvis jeg skal noget om aftenen, sørger jeg for ikke at have for mange planer samme dag. Det er vigtigt for mig at komme ud, og jeg siger altid ja til indbydelser. Det kan så være, at jeg må melde afbud, fordi jeg ikke kan få luft. Eller at jeg er med på nedsat kraft. Men som udgangspunkt er jeg med, siger hun.

En gang om ugen synger Lisbeth i det lokale lungekor. Det har høj prioritet, og Lisbeth tager hjemmefra en time før. Ved at ankomme tidligt er hun sikker på at få parkeringsplads lige foran indgangen, og det sparer energi. Det giver også tid til at få en snak med andre, før koret begynder.

Jeg beregner god tid til alt og tager det roligt. Jeg hviler også hver dag midt på dagen, og jeg bruger de åndedrætsøvelser, der ligger på Lungeforeningens hjemmeside, når jeg synes, det kniber med at trække vejret. Sådan indretter jeg mig. Men det irriterer mig da stadig helt vildt, hvis jeg gerne vil noget i morgen, som jeg så alligevel ikke kan, siger hun.

Artiklen blev første gang bragt i Lungeforeningens medlemsmagasin Lungenyt i december 2024.