Fra dødsangst til livsglæde

En uopdaget lungesygdom, en kompleks barndom og dertil svær overvægt har flere gange bragt Marlo Prasad på kanten af livet. Men netop nu runder han et år med nye lunger, han sprudler af livsglæde og er klar til at dele sin erfaring med andre.

Den frihed, jeg får ved at være åben, ærlig og autentisk sammen med andre mennesker, det er det, jeg prioriterer. Det giver mig glæde i livet. Jeg kan blive smittet i dag, jeg kan få en akut afstødning af lungerne i morgen. Men hvis det sker, så har jeg oplevet at være på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det så godt som nu.

Det er stærke ord fra 50-årige Marlo Prasad. Selv om han sidder i lænestolen hjemme i huset i Præstø, så er han mentalt i startklodserne og er klar til at rykke ud for at dele sin historie. Hans plan er at tilbyde fortælle-koncerter, hvor han både spiller, synger og fortæller om livet før og efter nye lunger. Om sin kamp for at få anerkendt, at der VAR noget galt med lungerne, og om sin mentale rejse ud og hjem til sig selv igen.

Tog hjem, tog på og fik problemer med lungerne

Som 18-årig rejste Marlo Prasad fra Færøerne til Danmark med en kompleks opvækst i bagagen. Dén har han i årenes løb brugt meget tid og energi på at komme overens med. For eksempel ved at bosætte sig i Kina og dyrke kampsport. Men i 2005 kom han frem til, at han skulle løse sine problemer hjemme og inden for hjemmets fire vægge.

Tilbage i Danmark gik han i psykoterapi og tog selv uddannelsen til psykoterapeut med certificering. Og så tog han voldsomt mange kilo på. Sandsynligvis fordi en af hans strategier til at overkomme livet var at spise. Vægten svingede voldsomt – i perioder helt op omkring 200 kg.

I 2008 havde jeg tabt 50 kilo. Men det var på dét tidspunkt, at jeg begyndte at få problemer med lungerne. Jeg synes ikke, at jeg kunne trække vejret ordentligt, forklarer han.

Fejet af med høj vægt

Fra 2008 og i årene frem blev Marlo Prasad undersøgt på flere hospitaler. Flere steder fik han at vide, at han bare skulle tabe sig mere. Et andet sted mente man, at problemer med bihulerne gav vejrtrækningsproblemer.

Jeg tænkte, at lægerne havde mere forstand på det end mig. Selvbebrejdelserne kørte for fuldt tryk. Jeg følte, at jeg blev afskrevet på grund af overvægt og personlige udfordringer, siger han.

De næste ti år var hårde. Både vægt og helbred svingede op og ned. Men i 2019 blev han så dårlig, at han ikke kunne passe sit arbejde. Lungemålingerne viste dårlige takter, uden at nogen kunne forklare hvorfor. Igen kom overvægten på bordet som forklaring.

Jeg kan slet ikke forklare, hvor skidt jeg havde det i dén periode. Jeg havde svært ved at bevæge mig og vejede rigtig meget. Og så var coronaen også lige startet, husker Marlo Prasad.

Kommunen var imidlertid ikke enig i, at han ikke kunne arbejde. Derfor besluttede han at betale en privat socialrådgiver, som kunne tale hans sag. Selv orkede han ikke mere.

I juni 2021 bliver han tilkendt førtidspension.

“Du kan dø af lungesvigt”

Marlo og hans kone, Dorthe Prasad, havde længe leget med tanken om at flytte til Bornholm. Marlo savnede Færøerne, og Bornholm mindede lidt om øerne i Atlanten.

Der var fortsat problemer med vejrtrækningen, og som borger i Region Hovedstaden havnede Marlo nu hos lungespecialisterne på Gentofte Hospital. Selv mener han, at det har reddet hans liv:

Da jeg kom til konsultationen første gang, havde jeg ingen forventninger og ingen tillid til sundhedssystemet.

Men der skete noget overraskende.

Lægen tog scanningsbilleder frem fra tidligere hospitalsbesøg og spurgte ’Hvad har du dog lavet, siden du er blevet så syg?’

Diagnosen, som blev stillet, var såkaldt allergisk alveolitis. Beskeden var desuden, at Marlo var i høj risiko for lungesvigt, øjeblikkeligt skulle have ilt hjemme, og indlægges i den efterfølgende uge.

For parret var det en chokerende besked efter så mange års sejlads i sundhedssystemet.

Det var et kæmpe chok for os. Siden 2019 har jeg været panisk, når Marlo fx hostede om natten. Jeg var på vagt og stresset. Men jeg tænkte, at nu… nu var der endelig nogle, som tog over. Der kom også lidt vrede ind. For vi vidste det jo godt. At der VAR noget galt med lungerne, fortæller Dorthe.

I den følgende tid fik Marlo blandt andet en heftig prednisolonkur. Den hjalp ham, så han fx kunne komme på benene og gå igen. Det havde han ikke kunnet i lang tid.

Vigtige beslutninger i hospitalssengen

Allerede under den første indlæggelse tog Marlo Prasad nogle afgørende beslutninger. Blandt andet satte han retning på sin kost. Han vidste allerede meget om kost og han vidste, at hans lungesygdom gav inflammation i lungerne. Så han besluttede at lægge sin kost om for at gøre sit til at dæmpe niveauet af inflammation i kroppen.

Det betød, at han fx droppede sukker og stadig i dag næsten udelukkende spiser kød. Tallene, som indikerede, hvor slemt sygdommen havde fat, blev bedre, og kostomlægningen virkede tilsyneladende for ham. Sundhedspersonalets holdning var, at hvis det føltes godt for ham, så kunne han fortsætte med at spise, som han ville.

Samtidig besluttede Marlo at prioritere ture og bevægelse i kroppen, og at være tæt sammen med de mennesker, han holder af.

Pludselig kom transplantation på bordet

I sommeren 2023 havde Marlo Prasad det fantastisk. Fibrosen, som følger med sygdommen, var i ro, og han tabte sig fortsat.

Men så begyndte det at gå ned ad bakke. Pludselig fik han det dårligt. På det lokale hospital blev han flere gange sendt hjem med uforrettet sag. Derfor kontaktede han Gentofte Hospital. En kontrol i januar 2024 sendte ham direkte i en hospitalsseng, og for første gang blev transplantation nævnt som en mulighed. Som Marlo husker det, blev der sagt, at “de måske skulle begynde at kigge den vej.”

Han husker også, at han havde det så dårligt, at han selv troede, han skulle dø. Dorthe og Marlo talte meget om døden. Marlo skrev sin sidste vilje og begyndte at række ud til nogle af de mennesker, han ikke havde haft kontakt med i mange år. De begyndte tilfældigvis også at række ud efter ham.

I juni 2024 blev han henvist til en vurdering af, om han overhovedet var egnet til lungetransplantation.

Den periode var nok den sværeste. Usikkerheden. Om hvornår jeg måske skulle give slip på alt det her. På alt det, Dorthe og jeg har sammen, fortæller Marlo.

Samtidig talte parret om at flytte tilbage til Sjælland.

Jeg kunne ikke være på Bornholm med en så syg mand. Det føltes utrygt, siger Dorthe.

Marlo Prasad fik grønt lys til en transplantation. Både psyken, vægten – som nu omsider var landet på et fornuftigt niveau – og resten af kroppen blev vurderet til at kunne klare den store operation:

Lige dér faldt tingene ligesom på plads. Jeg havde styr på psyken, styr på vægten og kontakt med gode mennesker i mit liv.

Det var også i den periode, at musikken for alvor igen begyndte at dukke op i Marlos hoved, og hvor han genoptog den sang, som han tidligere havde syslet med.

Hvad betød luft under vingerne egentlig?

Marlo og Dorte Prasad beskriver perioden, frem til opkaldet om nye lunger kom fra Rigshospitalet, som presset. De vogtede over telefonen og måtte ikke misse et opkald.

Selv tror jeg på, at jeg i perioden fik støtte af noget, der er større end mig. Jeg sætter ikke ord på, hvad det er. Men jeg overlod ansvaret til læger og sygeplejersker og lænede mig tilbage i tillid. Jeg tog ansvar for det, jeg kunne, nemlig kosten, motionen og nærværet, fortæller han.

Det var også i tiden deromkring, at han begyndte at sende de første posts ud på Facebook og Instagram. Han havde nemlig lyst til at dele sin historie:

Det var ikke for at få omsorg. Men hvis jeg døde, så var der ligesom en forklaring, som jeg kunne give til dem omkring. Det var en måde at sige: hvis jeg ikke er her mere, så ved I hvorfor. Så ved I det fra mig, forklarer han.

Der gik kun tre uger. Så kom opkaldet:

Nøjagtig den dag havde Marlo øvet sang med gutterne. Han kom hjem fra en gåtur og havde det bare så godt. Han følte, at han havde fået luft under vingerne, fortæller Dorthe og må lige holde en pause for at samle sig, inden hun fortsætter:

Da vi så får opkaldet om aftenen bliver jeg jo i tvivl om, hvordan jeg skal forstå luft under vingerne. Betyder det, at han ikke skal være her mere? Eller at han klarer det? Jeg valgte at gå med livet. Jeg vidste, at han var klar og stærk.

“Jeg skulle gå mod livet”

Et par timer efter opkaldet blev Dorthe og Marlo kørt til Rigshospitalet. Inden afgang havde de planlagt at kigge hinanden dybt i øjnene og snakket om emner, de på forhånd havde aftalt.

På vej i bilen lukkede Marlo sig inde i sig selv. I hans hoved kørte musikken for fuldt drøn.

Selve transplantationen varede omkring ni timer og gik godt.

Jeg har fået at vide, at da jeg vågnede, foldede jeg hænderne og tårerne løber ud af øjnene.

Marlo Prasad var indlagt i alt 31 dage, inklusive seks dage hjemme på orlov. Hjem kom et billede hele tiden til ham i tankerne:

Det er sådan et billede af magneter, hvor polerne støder hinanden væk. Jeg tolker det sådan, at døden og mig frastødte hinanden. Det var ikke nu, jeg skulle gå mod døden, men mod livet.

Håber at kunne hjælpe andre – også tvivlende donorer

I dag, hvor Marlo Prasad har levet med sine nye lunger i et års tid, står han klar til at hjælpe andre i en lignende situation. Han er frivillig i netværket Nye Lunger og står til rådighed med telefonnummer, så andre nemt kan kontakte ham.

Han vil også meget gerne fortælle sin historie på fx uddannelsessteder og i Lungeforeningens lokalafdelinger. Helst som fortælle-koncerter, hvor han kombinerer det at fortælle sin historie med sang og musik.

Jeg føler en stor taknemmelighed. Ord kan ikke beskrive det. Det er en følelse i kroppe og jeg vil gerne fortælle om den glæde, jeg har i livet i dag. Pludselig er jeg i en helt anden situation, som er helt modsat af, hvordan mit liv har været, siger han og fortsætter:

At få sådan et organ fra en donor er meget stort. Hvis en donation kan give så meget til et liv, som kan fortsætter, så håber jeg, at min historie også vil kunne inspirere tvivlere til at træffe et valg om at blive donorer.

Artiklen er bragt i medlemsmagasinet Lungetnyt, december 2025.