Da Ole Krogh Pedersen fik KOL, så han ind i en fremtid, han ikke havde lyst til.

På anden sal i Horsens Sundhedshus går snakken blandt de 18-20 holddeltagere, der venter på, at fysioterapeuten kommer og svinger pisken. Der går trapper til anden sal, der kan gøre de fleste stakåndede. Nogle af holdmedlemmerne kan besejre trinnene, mens turen fra elevatoren til træningslokalet er nok til at tage pusten fra andre. Fælles for alle er, at de har lungesygdom.

Ole Pedersen er den, der har været en del af holdet længst. I fem år er han kommet i Sundhedshuset hver mandag. Når vejret er godt, tager han sin elcykel de fem kilometer fra hjemmet i Hatting.

Stegt flæsk og stafet

Som medlem af Lungeforeningen fik Ole hurtigt øje på de mange forskellige arrangementer, som mennesker med lungesygdom kan deltage i. Det var sådan, han fandt styrke- og intervaltræningsholdet. Han tager også gerne til “Stegt flæsk og persillesovs” hos Dollys, når sygeplejersker og læger serverer og overskuddet går til det lokale lungearbejde i Horsens. Og så har han deltaget i Beringsstafetten med lungeholdet, som valgte 5-kilometerruten.

– Jeg puster jo alligevel, uanset om jeg går 500 meter eller 5 kilometer,  så det ændrer ikke det store, siger Ole.

Snak mellem maskinerne

På styrke- og intervaltræningsholdet starter gruppen med cirkeltræning. I midten af lokalet sætter fysioterapeuten tempoet med store arm- og benbevægelser. Ole og hans hold står i en kreds rundt om hende ved hver deres station. Efter 45 sekunders træning skifter de station med urets retning, så de hver især når alle øvelserne. Der er stepbænke, håndvægte, træningselastikker og bolde.

Når den første halve time er gået, går de ind ved siden af i træningslokalet med maskiner. Der er løbebånd, motionscykler og romaskiner. Mange bliver brugt efter deres tiltænkte formål, mens andre hovedsageligt fungerer som stol, mens snakken går mellem to sidemænd. Til træningens anden del er der nemlig ingen fysioterapeut til at svinge pisken længere – og en stor del af holdånden ligger i det sociale samvær.

Gider ikke tumle med dæk

Der er forskel på intensiteten af træningen. Hele programmet er opbygget på et niveau, hvor alle kan være med. Ole savner en smule udfordring en gang imellem, men han har heller ikke lyst til at udskifte lungeholdet med et fitnesscenter. Når han besøger autoværkstedet, som er hans gamle arbejdsplads, går han forbi et crossfit-center.

– Jeg gider altså ikke tumle med dæk, fortæller han. Stemmen afslører en vis skepsis for crossfit – og loyalitet for lungeholdet. Det her er bare noget andet end et fitnesscenter. Stemningen er altid hyggelig.

Jeg kan gå bagved og stønne

Tidligere var det ofte under arbejdet på værkstedet, at Ole kunne mærke sin nedsatte lungekapacitet.

Når vi skulle skubbe sådan en bil ind på værkstedet, kunne det godt være, vi var tre mand, men jeg troede næsten, at jeg skubbede alene, husker han.

Det har dog ikke stoppet hans tidligere kolleger fra at spørge, om han vil give et skub med, når han besøger dem.

– Jamen, jeg kan da godt gå bagved og stønne lidt, griner han.

Sidste del foregår i køkkenet

I Sundhedshuset er holdet rykket fra træningslokalerne til køkkenet. Træningens tredje etape foregår nemlig med kaffe og kage, og snak om alt andet end sygdom.

Et par nye deltagere spidser ører, da de hører Ole fortælle, at det er fem år siden, han begyndte på holdet. Usikkerheden i forhold til deres egen fremtid er ikke væk, men det er tydeligt på reaktionerne, at det spejl, det er at opleve andre i samme situation, kan have stor betydning.

Historien er publiceret i foråret 2019.