Heidi begyndte at få ilt efter en indlæggelse på grund af lungebetændelse. Hun har haft arvelig astma og bronkitis siden 1974, som undervejs har udviklet sig til KOL.

Beskeden om, at hun skulle have hjemmeilt, fik hun, mens hun gik på gangen med en læge under en indlæggelse.

– Pludselig sagde lægen: ‘Du skal have ilt! Og jeg tænkte: Gud nej, hvad er det nu for noget?

Da Heidi kom hjem, fik hun besøg af en konsulent fra et iltfirma med iltudstyret, og her fik hun en hurtig introduktion:

– Så stod jeg bare dér. Jeg synes ikke, jeg fik nogen ordentlig vejledning og blev usikker ved den mindste lyd fra ’iltbøtten’.

Den første nat sov Heidi overhovedet ikke, og der gik  omkring  fire måneder, før hun havde vænnet mig til at have ’bøtten’ i sit hjem.

Jeg fik ikke noget opfølgende besøg fra lungeambulatoriet, og jeg ringede ikke til dem for at spørge, hvad jeg skulle gøre. I dag kan jeg godt se, jeg skulle have ringet og spurgt. Men så igen, så er jeg jo den stædige type, som siger, ’jeg kan godt selv’, siger hun.

Det var ikke nemt for Heidi at vænne sig til at få ilt i hverdagen. Hun husker første gang, hun gik på gaden med ilten:

– Uha, jeg var genert og var ved at tage tørklædet op foran ansigtet, så folk ikke kunne se det.

Før Heidi begyndte at få ilt, fik hun til gymnastik, hvor hun skulle med bus og metro for at komme frem.

–  Nu følte jeg, at folk gloede på mig, som om jeg var tosset, og de gik en stor bue uden om mig. Som om de troede, jeg smittede. Efter et halvt år havde jeg vænnet mig til det og tænkte, det kunne være lige meget.

I dag har Heidi har et aktivt liv, med ilten som fast følgesvend. Hun har en god og omsorgsfuld familie, handler selv og går til Lungeforeningens gymnastik. Når Heidi er ude at handle, kommer der ofte børn hen til hende og spørger, hvad det er, hun har i næsen. Det har hun ikke noget i mod, og synes faktisk, de er søde:

– Så svarer jeg bare, at det er noget, som gør, at jeg kan få luft, ligesom de kan få luft.

Heidi er indlagt omtrent en gang om måneden med forværringer af sin lungesygdom.

– Nogle gange taber jeg pusten helt og gider ikke noget som helst. Så kan der gå dage med at sidde og glo.

Når det sker, sender Heidi en spytprøve til lungeambulatoriet, der vurderer, hvad årsagen er og om hun evt. skal indlægges. Selv om Heidi synes, hun lever et aktivt og rigt liv, og nogle gange slet ikke tænker over, at hun får ilt, så er livet ikke altid lutter lagkage. Hun ville gerne have været mere aktiv, end hun er.

– Jeg har da været i teateret og i tivoli med børnebørnene, men jeg ville gerne have været oftere til koncerter og den slags, fortæller hun og giver et råd til alle, som er nye med iltbehandling:

Gå ud i verden. Fortsæt med at gøre de ting, som du altid har gjort. Tag gerne en ven med ud første gang, du går på gaden, hvis det er muligt. En, der kan snakke med dig på vejen, så du bliver adspredt og glemmer, du har ilt med dig.

Det skal du passe på ved iltbehandling

Levende ild: Du skal være to meter væk fra åben ild på grund af brandfaren. Det er derfor vigtigt, at du helt undlader at  ryge og at puste lys ud med ilt i næsen.

Bilkørsel: Af hensyn til egen og andres sikkerhed er der særlige regler, hvis du kører bil eller andre motorkøretøjer. Ilten skal altid anvendes under kørsel og den skal være fastspændt.

Historien er publiceret i foråret 2022.