Næsten hver anden med næsepolypper har også astma (44 %). For dem med svære næsepolypper har hele 65 % også astma. Ofte ved man det ikke, fordi ubehaget ved polypperne dominerer. Omvendt har mange med astma også næsepolypper – også her ofte uden at vide det, fordi astmaen nu er dominerende.
Hvorfor har mange med næsepolypper også astma?
Næsepolypper og astma hænger sammen, fordi de begge skyldes den samme type betændelse i kroppen, kaldet for type 2-inflammation. Betændelsen kan sætte sig på forskellige organer i kroppen og kan derfor være årsag til flere sygdomme. Ud over næsepolypper og astma er type 2-inflammation også den underliggende årsag til bl.a. atopisk eksem og allergi.
Hvad betyder sammenhængen for din behandling?
Det er vigtigt, at du og din behandler ved, om du ”kun” har næsepolypper, eller du også har en eller flere andre type 2-sygdomme. Behandlingen for den ene diagnose kan nemlig påvirke den anden diagnose – heldigvis positivt.
Vellykket behandling af næsepolypper kan forbedre astmaen, viser et dansk studie. Og vellykket behandling af astma kan forbedre næsepolypperne. Faktisk har forskning vist, at noget af den type 2-behandling, der også findes til behandling af svær astma, kan være med til at lindre næsepolypper.
For dig, der både har næsepolypper og astma, er det en god nyhed. Hvis du bøvler med tilbagevendende næsepolypper og svær astma, kan du med samme behandling opnå markant bedring af både dine næsepolypper og din astma.
Læs om behandling af næsepolypper.
Næsepolypper hænger ofte sammen med andre sygdomme
Næsepolypper hænger ofte sammen med andre sygdomme
Astma, allergi, eksem og næsepolypper er ofte forbundet med hinanden.
Læs om sammenhængenHvem kan hjælpe dig?
Du vil næsten altid skulle tale med en specialist, hvis du både har næsepolypper og astma. Især hvis du er meget generet af det. En øre-næse-halslæge kan hjælpe dig med næsepolypperne, mens en lungelæge på hospital eller klinik kan hjælpe med din astma. Du kan bestille tid hos en øre-næse-halslæge uden henvisning. Lægen her kan vurdere, om du bør undersøges af en lungelæge og i så fald give dig en henvisning.
Pas på med salicylsyre
Har du både næsepolypper og astma, er der risiko for, at du ikke kan tåle stoffet salicylsyre. Stoffet finder du bl.a. i nogle smertestillende tabletter (bl.a. Kodimagnyl og Treo, men ikke i Panodil og Ipren) og i en lang række flere mad- og drikkevarer (bl.a. tomat, mandler og rødvin).
Er du overfølsom over for salicylsyre, kan du forværre symptomerne for både næsepolypper og astma ved at indtage stoffet. I svære tilfælde kan din krop reagere voldsomt allergisk.
Din læge kan hjælpe dig med at teste, om du er overfølsom.
Se liste over madvarer med salicylsyre
Sundhedsfaglig redaktør:
Kasper Aanæs, overlæge ved Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet