Kronisk hjertesvigt og lungesygdom
Du kan være i særlig risiko for kronisk hjertesvigt, hvis du har KOL eller idiopatisk lungefibrose. Hos mennesker, der lever med lungesygdom, kommer hjertesvigt typisk af en af disse tre årsager:
- Blodprop i hjertet: Hvis du har haft en blodprop i hjertet, så vil din hjertemuskel efterfølgende pumpe dårligere end før.
- Lungerne er dårlige til at ilte dit blod: Hvis lungerne ikke ilter dit blod nok, så må dit hjerte slå hurtigere og kraftigere for at pumpe blodet flere gange rundt i minuttet. Ellers får din krop for lidt ilt. Det belaster dit hjerte.
- Hjerteflimmer: Din hjerterytme er uregelmæssig. Det kaldes også atrieflimmer. Hjertet slår for hurtigt og kan ikke nå at tømme sig helt for blod
Hvad kan jeg selv gøre hvis jeg hjertesvigt?
Hvis du har fået hjertesvigt, er det meget vigtigt, at du følger den behandling, din læge ordinerer. Vigtige ting, du kan gøre for dig selv, hvis du har hjertesvigt:
- Stop med at ryge
- Dyrk motion: Du skal træne dine muskler, så de bliver bedre til at bruge ilten i blodet.
- Hold øje med din vægt: Kontakt straks din læge, hvis din vægt stiger, dine ben hæver eller d får vand i kroppen.
Hvad er symptomerne på hjertesvigt?
Symptomerne på hjertesvigt er:
- Du tager på i vægt: Du ophober væske i kroppen og derfor tager du på i vægt.
- Vand i benene
- Vand i lungerne: Du får åndenød og hoste
- Hjerteflimmer: Din hjerterytme er uregelmæssig, og du mærker at hjertet slår som ’popcorn der springer’. Det kan være nogle gange eller hele tiden.
Hvorfor får lungepatienter hjertesvigt?
Særligt mennesker med KOL eller idiopatisk lungefibrose er i risiko for hjertesvigt, der udvikler sig langsomt. Risikofaktorer for at udvikle hjertesvigt som lungepatient:
- Dårlig iltning af blodet
- En tidligere blodprop
- Tobak
- Højt kolesterol