Et lungefunktionstal siger ikke nødvendigvis noget om, hvor godt du har det, og hvor meget du kan udrette fysisk. En person med lav lungefunktion kan nogle gange mere, end en person med højere lungefunktion. Hvad er forklaringen på det?
Lungefunktionstallet fortæller kun en del af sandheden om lungernes funktion. Lungernes primære opgave er at optage ilt fra luften til blodet i lungerne, og udskille kuldioxid fra blodet. Lungernes evne til at gøre dette, kan vurderes ved en måling af det, som kaldes diffusionskapaciteten.
For at optage og udskille gasserne tilstrækkeligt, skal vi kunne indånde og udånde nok luft med tilstrækkelig hastighed, hvilket man måler ved en lungefunktionsmåling, som også kaldes en spirometri.
Vi skal også have en vis mængde luft i lungerne, hvilket man kan måle i en body-box. Disse 3 målinger giver hvert deres lungefunktionstal.
FEV1 siger ikke alt
Hvis du kun fokuserer på lungefunktionstallet (FEV1), som måles ved spirometri – så får du ikke hele sandheden om lungernes tilstand. Hvis to personer har samme nedsættelse af FEV1 (fx til 50 pct.), og den ene desuden har 50 pct. nedsat diffusionskapacitet, mens den anden har normal diffusionskapacitet, så vil den sidste person klare sig langt bedre til idræt og træning.
Fysisk træning forbedrer kredsløb og åndedrætsmusklerne
Er du midaldrende eller ældre kan du ikke forbedre lungefunktionen meget, måske bortset fra, at diffusionen nok kan forbedres hos alle, uanset alder, ved fysisk træning. Fysisk træning er særlig vigtigt, fordi det forbedrer kredsløbet og åndedrætsmusklerne, hvilket igen forbedrer udholdenheden og nedsætter åndenøden i hvile og især ved anstrengelse.

I tvivl om, hvordan en lungefunktionsmåling foregår?
En lungefunktionsmåling (spirometri) er en test, der viser, om din lungefunktion er normal eller nedsat.
Se mere her