Angst må ikke sætte livet i stå

Angst og bekymringer kan hurtigt tage overhånd, når man lever med lungesygdom. Men du kan gøre meget for at håndtere angsten - sammen med dine pårørende.

Ifølge psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard er målet ikke at slippe af med angsten, men at lære at leve med den. Her deler hun gode råd til at tøjle angst og bekymringer.

Del tanker og bekymringer med dine nærmeste

At gå alene med angst og bekymringer kan få dem til at vokse sig store og uoverskuelige. At dele dem med nogen kan mindske følelsen af ubehag og gøre det lettere at håndtere. Hvad kan du gøre? Tal åbent med din partner, en ven eller et familiemedlem om, hvordan du har det. Det kan være en lettelse, og måske vil du opdage, at andre har det på samme måde.

Undersøg hvad du er bange for

Bekymringer og angst knytter sig til noget specifikt, du frygter, som fx “Hvad nu hvis jeg ikke kan få luft, når jeg er ude at gå en tur?”. Hvis du bliver klar over, hvad der præcis bekymrer dig, kan du også bedre finde løsninger eller få hjælp fra andre.
Hvad kan du gøre?  Sæt ord på din frygt ved at skrive den ned eller sige det højt til en anden. For eksempel, “Jeg er bange for at blive forpustet, når jeg går tur.” Det kan hjælpe dig og dine nærmeste med at forstå og tage de rette hensyn.

Lad ikke angsten sætte dit liv i stå

Det er naturligt at undgå ting, der vækker frygt eller bekymring. Men hvis du hele tiden undgår fx at gå uden for dit hjem af frygt for ikke at få luft, kan du ende med at isolere dig. På den lange bane kan det gøre angsten værre.
Hvad kan du gøre?: Tag små skridt. Hvis du er bekymret for at gå en tur, så start med en kort tur og tag en ven med for at få tryghed. Med tiden kan du øge længden på turene i dit eget tempo.

Det handler ikke handler om at fjerne angsten helt

Angst kan minde lidt om en røgalarm, der advarer os mod fare. Men nogle gange ’larmer’ den uden grund, fx når en steg er i ovnen. Derfor er målet ikke at slippe helt af med angsten – men at lære at leve med den.
Hvad kan du gøre? Når du mærker angsten, så tænk på den som et signal, du kan undersøge nærmere. Spørg dig selv eller en sundhedsperson, om der reelt er fare, eller om angsten blot ’larmer’. Husk, at det er normalt at blive bange eller bekymret engang imellem. Det er en del af livet.

Angsten kom som et lyn

Thorvald havde aldrig følt angst før. Talte andre om angst, synes han, at de skulle tage sig sammen. Lige indtil han selv blev ramt.

Læs mere